Deko opnår CE-mærkning af fuldglasvægge

Deko har som eneste danske virksomhed i Europa opnået CE-mærkning af sine skillevægsystemer

Deko har netop fået sine fuldglasvægge CE-mærkede efter teknisk vurdering foretaget af ETA-Danmark på baggrund af afprøvninger hos SBI (Statens Byggeforskningsinstitut), DBI (Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut) og DELTA.

- Vi ser det som en kæmpe gevinst for Deko at signalere, også over for vores internationale kunder og samarbejdspartnere, at vi er dybt fokuserede på at være teknisk førende, og samtidig sætter vi en ære i at være på forkant med nye krav til vores produkter, siger eksportdirektør Bjørn Zebitz.

En ETA-godkendelse (European Technical Approval) er den officielle europæiske specifikation, som anvendes i alle 27 medlemslande i EU. Grundlæggende indebærer undersøgelserne, at skillevægskonstruktionerne forud for modtagelsen af ETA-godkendelsen har gennemgået afprøvninger for styrke og stivhed, brandprøver og prøvninger for luft-lydisolation.

- En ETA-godkendelse indeholder dokumentation for skillevæggens egenskaber. DEKO har som den første virksomhed i Danmark valgt at benytte denne mulighed for at dokumentere deres skillevægssystemer efter de nye europæiske regler. Alle byggeriets parter har gavn af at kunne få pålidelig og fyldestgørende information om byggevarers egenskaber, udtaler civilingeniør Ejner Jerking, Erhvervs-og Byggestyrelsen.

Der er i dag udstedt 34 ETA-godkendelser for skillevægssystemer i Europa. DEKO har, som den eneste danske virksomhed, fået 2 godkendelser.

- Det er glædeligt, at Deko, til trods for besvær og ekstra investering i produktudvikling og dokumentation, ser en værdi i godkendelsen og støtter og bruger ETA-systemet, og jeg kan kun håbe, at andre danske virksomheder vil følge Dekos eksempel, udtaler Thomas Bruun, afdelingschef hos DS Certificering A/S.