Energi til ventilation kan reduceres markant

Ved at udskifte gamle ventilationsanlæg kan energiforbruget til ventilation reduceres med op til 50 procent, fremhæver Novenco

Energiforbruget til ventilation kan reduceres med helt op til 50 procent, hvis det gamle ventilationsanlæg udskiftes med et nyt. Det er budskabet fra Novenco i Næstved, og dokumentationen er til at tage og føle på, idet Amagerværket er blandt de første, der har nedbragt energiforbruget med 45 procent ved at udskifte et eksisterende ventilationsaggregat med et nyt fra Novenco.

- Vi har udskiftet et eksisterende ventilationsaggregat med Novencos nye energibesparende aggregat. Det gamle brugte 33 kW, hvorimod det nye blot bruger 18 kW. Denne markante energibesparelse er vi naturligvis godt tilfredse med, siger Hans Kurt Johansen, som er projektansvarlig på Amagerværket. Ifølge Amagerværket kan det økonomisk set betale sig at udskifte selv nyere ventilationsanlæg, idet investeringen kan være tjent hjem på få år.

- Stadig strengere energikrav både inden for og uden for EU vil få byggeriet til at prioritere mere grønt og energioptimere både nye og eksisterende bygninger. Det har derfor været helt naturligt for os at fokusere på netop energiforbedring ved udviklingen af den nye generation af ventilationsanlæg, siger salgsdirektør Stig Tiedemann, Novenco.