Byggevarer skal være bedre og billigere

Regeringens Vækstforum foreslår, at der skal være bedre adgang for udenlandske byggevarer - samtidig skal der gennemføres markedskontrol for at sikre, at danske byggevarer lever op til reglerne

Dansk byggeri skal have adgang til de bedste byggevarer - og de billigste. Det kræver mere konkurrence, og derfor foreslår Vækstforum, at der fremover bliver bedre adgang for udenlandske byggevarer.

- For de fleste byggematerialer er der udarbejdet fælles EU-standarder, men en del af standarderne kræver samtidig, at der fastsættes nationale krav, og her kan de danske krav udgøre en handelsbarriere, der kan begrænse udenlandske leverandørers adgang til det danske marked. Samtidig gør det store antal standarder det vanskeligt for virksomhederne at afsøge markedet for de billigste materialer, når det gælder den samlede pakke af materiale til typiske arbejder som f.eks. tagarbejde eller facadearbejde. Dermed kan manglende overblik også blive en begrænsning for at få udenlandske byggevarer ind på markedet, lyder det i vurderingen fra Vækstforum.

Vækstforum foreslår således, at der skabes lettere adgang til udenlandsk producerede byggematerialer på det danske marked, bl.a. ved at gennemgå og justere de nationale krav til byggevarer, så de stemmer overens med sammenlignelige lande. Det foreslås videre, at der gennemføres en informationsindsats vedr. den samlede pakke af standarder for en række gængse arbejder for derved at hjælpe virksomhederne med at finde de billigste materialer.

Endelige foreslås en proaktiv markedskontrol af, om byggevarer på det danske marked lever op til reglerne - hvilket får støtte fra Dansk Byggeri:

- Dansk Byggeri har arbejdet for at få fokus på området og er derfor enige i, at der er behov for en proaktiv markedskontrol. Det handler grundlæggende om, at der kun skal være godkendte produkter på det danske marked for byggevarer. Det sikrer fair og lige konkurrence, og vi er godt tilfredse med, at regeringen peger på behovet for kontrol, siger afdelingschef Eva Kartholm, Dansk Byggeri.

Der har i både 2009 og 2010 været gennemført markedskontroller, som har været koncentreret om, hvorvidt byggevarerne overholder gældende krav til CE-mærkning. Der er dog ifølge Erhvervs- og Byggestyrelsen kun registreret få alvorlige overtrædelser.

- Vi er allerede nået langt på området. I Dansk Byggeri kunne vi ønske os, at de gode initiativer blev fulgt op med en strammere kurs overfor de virksomheder, som bevidst forsøger at snyde på vægten. Men indtil nu er der ikke idømt bøder, så vi vil arbejde for, at der fremover vil blive bøder af en størrelse, der betyder, at det ikke kan betale sig at overtræde reglerne, siger Eva Kartholm.