Nyt vindueskoncept fra Rationel

Vinduet Rationel Energi+ er stadig i udviklingsfasen, men har vundet Byggeriets Energipris 2010 og opfylder de energikrav, som vil gælde i 2020

Vindueskonceptet udvikles stadig, men udbydes til projekter, som lever op til bygningsreglementets lavenergiklasse 1 eller bedre, hvilket svarer til de krav til nybyggeri, som vil komme til at gælde fra 2020. Vindueskonceptet Rationel Energi+ understøtter desuden både passivhuskonceptet, hvor der er krav om, at energi til opvarmning ikke må overstige 15 kWh/m2 samt ‘Active House’-konceptet, hvor boligen skal producere mere energi end der forbruges.

Ramme og karm af træ

Vinduets ramme og karm er fremstillet i træ, med mulighed for en udvendig aluminiumsbeklædning, som minimerer behovet for udvendig vedligeholdelse. De gode energiegenskaber er opnået med en smal og velisoleret ramme og karmkonstruktion og ikke mindst fokus på en montage og indbygningsløsning, der minimerer kuldebroer og varmetab omkring vinduet. Med den udvikling, der de senere år er sket af selve ruderne, rettes fokus i stigende grad mod ramme-/karmkonstruktionen og selve indbygningen i ydervæggen for at optimere isoleringsevnen. Vinduet er forsynet med en trelags-energirude med argon-gasfyldning.

Automatisk solafskærmning

En del af vindueskonceptet er den automatiske, udvendige solafskærmning, som gør det muligt at justere vinduets egenskaber i løbet af døgnet. Om dagen bruges afskærmningen til at undgå overophedning, og om natten fungerer den som ekstra isolering.