Svage byggeudsigter

Konjunkturanalyse fra Dansk Byggeri tegner et billede af en branche, der er kastet ud i den værste krise siden 2. verdenskrig. Bygge- og anlægsbranchen satte i de gode år frem til 2008 positive rekorder. Men nu er kurven knækket dramatisk. Ny konjunkturanalyse tegner dystert billede.

- Dansk Byggeris nye konjunkturanalyse ser ikke tegn på bedring i den nære fremtid for branchen. Bunden er nærmest gået ud af markedet, og vi oplever den værste krise i mands minde i branchen, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, der forventer, at nedgangen i nybyggeriet vil fortsætte i både 2010 og 2011.

Boligbyggeriet falder, fordi der fortsat er masser af boliger til salg, så efterspørgslen efter nye boliger er rekordlav. Nu mærker byggeriet også et andet resultat af krisen, nemlig, at der er kvadratmeter nok til erhvervslivet. Erhvervsbyggeriet falder; ledige detailhandelslokaler og kontorlokaler og lav udnyttelse af produktionskapaciteten i industrien neddrosler markedet for erhvervsbyggeri.