Aurora
Østre Havn
9000
Aalborg
Danmark
Badekabinernes udformning er planlagt af bygherre og arkitekt, og det er deres skitser og beregninger, der ligger til grund for produktionen af kabinerne på Bad Elements moderne produktionsanlæg i Polen. Her gennemgik hver enkelt badekabine et detaljeret kontrolprogram, inden den blev leveret på byggepladsen i Aalborg. Arkitekt Sigurd Jakobsen måtte da også konstatere, at der stort set ingen fejl var på kabinerne:
– Vi valgte løsningen med badekabiner, fordi den rummer en række fordele. Den er økonomisk attraktiv, vi får en bedre kvalitet, og så gjorde det arbejdsprocessen meget enklere, at vi med en stor kran kunne hejse et færdig badeværelse ned i hver af de 269 ungdomsboliger, siger han.
– Det hele forløb gnidningsfrit. Vi modtog ca. ti badekabiner ad gangen, der kom på en lastbil fra Polen. Lastbilen tog danske materialer med retur, som blev brugt til fremstilling af nye kabiner. For os har det været vigtigt, at der var tale om danske materialer, så man uden problemer kan skaffe reservedele til den fremtidige vedligeholdelse.
De tre bygninger med ungdomsboliger er formgivet efter de oprindelige kornsiloer og foderstofpakhuse på grunden.
– Da vi påbegyndte projektet, ville vi gerne bevare de eksisterende bygninger og konvertere dem til boliger, men de var simpelthen ikke i en stand, hvor det var muligt. Så vi har i stedet bygget nyt, men gentager de højder og former, som det oprindelige byggeri havde. Bygningen, hvor vi har kunnet bevare en eksisterende kornsilos stueetage, tilfører Aurora en særlig industriel autenticitet, siger Sigurd Jakobsen.
Netop autenticiteten har været vigtig for Aalborg Kommune. Havnebassinet på Østre Havn var gennem årtier en livsnerve i byen. Herfra udgik den travle skibstrafik til de øvrige limfjordsbyer og resten af Skandinavien. På den ene kajside voksede Aalborg Værft sig større og større. På de andre sider af bassinet og på pieren, som skærmer havnebassinet fra fjorden, skød KFK og DLG’s enorme siloanlæg i vejret og dannede en skyline, der blev et af byens kendetegn.
Den skyline ønsker kommunen at bevare. Den vil samtidig undgå, at de gamle industrianlæg, der er en væsentlig del af byens identitet og kulturarv, bliver visket helt bort i transformationen til videns- og uddannelsesby. Det har alt sammen haft betydning for Sigurd Jakobsen og Atra Arkitekters arbejde på Aurora.
– Vi har bygget tæt, som korn- og foderstoffirmaerne også gjorde på Østre Havn. Vores formgivning og materialevalg har taget afsæt i områdets historiske bygningsmasse. De røde teglfacader er inspireret af de gamle pakhuse, og de hvidpudsede facader er en nyfortolkning af de siloer, der tidligere karakteriserede Østre Havn. Og så har vi også tilladt os at trække lidt på Aalborgs arkitektoniske arv, hvor 1920’ernes og 1930’ernes funktionalisme spiller en ikke uvæsentlig rolle, siger Sigurd Jakobsen.
Aurora er et spændende indspark i det nye rekreative byrum, der er ved at tage form omkring Østre Havnebassin. Et byrum, hvor områdets historie og den gamle industribys identitet forbliver nærværende. Sigurd Jakobsen er da også synligt stolt af resultatet;
– Vi har arbejdet på projektet siden 2012. Det har været et privilegium for Atra Arkitekter at være med på denne enestående opgave, der samtidig er den foreløbige kulmination på vores mangeårige samarbejde med Lejerbo, siger han.