Rønnebærhus

Integreret mur

Det mest bemærkelsesværdige er, at facadepartierne nærmest er pakket ind i sig selv. Forstået på den måde, at bygningen er trukket tilbage med en frontmur i samme materiale, der danner en ramme om Rønnebærhus. En trappe bryder murens indpakning og fører op til et fælles indgangsparti, uanset om du er bruger af aktivitetscentret eller daghjemmet. Til venstre for trappen fortsætter muren skåret i to parallelle skrå baner, hvor der imellem er plads til kørestolsbrugere, der så kan trille op til samme indgang, som der er for trappebrugere. Lidt efter samme princip, som når man står i kø i Tivoli til diverse forlystelser – først går man i den ene retning og så i den anden – sådan i zigzag – indtil man når målet. Vel at mærke er Tivolis måde at stå i kø på en væsentlig længere tur, end det er for kørestolsbrugere til Rønnebærhus.

Nudler med tigerrejer

Det er egentlig først, når man træder ind i Rønnebærhus, at man bliver klar over, det ikke er et kunstmuseum, man er endt på. Dørene går op af sig selv, så der ikke skal bruges kræfter til den slags. Og det første, man møder, er en reception, hvor lyset fra det dobbelthøje rum med ovenlys og store vinduespartier, gør det til en lys og indbydende ankomst. Selve ankomstdelen rummer garderobe og toiletter, et par vissengrønne stole og små borde, en elektronisk infotavle. Et rullebord, hvor man kan læse ugens menu på et stykke A4 papir – i dag står den på nudler med tigerrejer. I morgen er det kyllingelår. Er man mere til en ostemad koster den 15 kroner og en kop kaffe otte kroner. Priser man nok ikke ville kunne finde i cafeen på et kunstmuseum. I en glasmontre er der en udstilling med tørklæder og tasker og information om to forskellige kurser, som stedet tilbyder.