Enghuset
Roden 1
9260
Gistrup
Danmark
Hver boenhed er udformet som et lagkagestykke på 80 kvadratmeter, og alle 36 beboere har egen udgang vendt mod omgivelserne, de nederste til terræn, de øverste til en ydre svalegang med ståltrapper.
Denne disposition udspringer af brugergruppens helt særlige behov. Arkitektfirmaet Nord har i forbindelse med detailprojekteringen konsulteret Anette Melau, der er ekspert i behov og reaktionsmønstre hos patienter med psykiske lidelser.
– Vores udgangspunkt har været: Hvad kan vi gøre for at berige den kommende beboergruppes liv? Skizofreni er en svær lidelse, som ofte medfører angst, koncentrationsbesvær, tunge tanker og et anstrengt forhold til pårørende og omgivelser. Nogle har brug for, at hjælpen hele tiden er tæt på, mens andre i perioder er selvhjulpne. Ved at give boenhederne udgange mod det fri, giver vi beboerne mulighed for at nærme sig verden, når de ønsker det og at vende sig indad mod cirklen med dens behandlingstilbud, fællesskab og omsorg, når det er behovet, forklarer Kim Flensborg.
Cirkelslagets beskyttende form og afgrænsninger danner den private ramme, som kan gøre den skizofrene tryg. Social kontakt kan i større eller mindre grad opnås ved at trække ud på gangene og møde andre i de opholdsnicher, der er placeret rundt langs indercirklen.
– Det at gå en tur eller bevæge sig fra et rum til et andet løser jo ofte op for en situation. Vi har bestræbt os på at bløde den traditionelle institutions stive og af og til uværdige rammer op og skabe private hjem med et serviceberedskab i baghånden. Cirkelformen skaber en tryg genkendelighed, siger arkitekten.
Gårdrummet kan nås via en række glasdøre fra grundplanet og en stor siddetrappe fra overetagen. Det er enkelt indrettet med bred flisegang, grusbelægning, indrammede bede og i midten et stort kastanjetræ, som er bevaret fra gården på den nedrevne institution.