Nykredit Roskilde
Københavnsvej 45-47
4000
Roskilde
Danmark
De enkelte glasvægelementer er leveret fra Ishøjvirksomheden Triplan A/S. Der er tale om fuldglasvægge i U-profil, der er placeret tæt i forlængelse af hinanden og samlet med en fin fuge. Der er således ikke anvendt rammer eller andet i monteringen. De er udført i 12 millimeter tykt glas og bidrager til lyddæmpningen i huset, så det er muligt i de enkelte kontorer og mødelokaler at føre en helt privat samtale.
I det hele taget bemærker man i hele huset en god og behagelig akkustik, trods de sine steder meget store og åbne arealer. Ikke mindst i husets stueetage. Materialevalg til såvel gulve som lofter bidrager væsentligt dertil.
Nykredit har i hele projektfasen lagt meget stor vægt på, at huset er indrettet med den nyeste teknologi. Det har haft topprioritet, at huset er indrettet, så energiressourcerne udnyttes optimalt og med et minimalt spild. Både varme, ventilation og lys er indrettet, så det hele tiden indretter sig efter, hvor mange eller hvor få mennesker, der er til stede.
Når sidste mand forlader huset efter endt arbejdsdag, bliver der automatisk slukket for huset, når tyverialarmen aktiveres. Således undgår man også det energispild, der følger i kølvandet på, at man glemmer at slukke lyset. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre her.
Opgaven med de elektriske installationer har været lagt i hænderne på CR Electric A/S, der har hovedsæde i Gadstrup. De har stået for design og projektering af belysning, brandalarmering og varsling, samt PDS-installationer.
Den diskrete hvide loftsbeklædning på alle etager i huset dækker således over, hvad der for ukyndige må opleves som et virvar af el-installationer. Men der er styr på tingene, og hvert eneste kabel er anbragt med omtanke.
Huset er indrettet således, at det i princippet er muligt at indrette nye arbejdssteder overalt i huset. I øjeblikket er der 45 medarbejdere i huset, men der er plads til op mod 70, hvilket understreger Nykredits ambition om ekspansion i de kommende år. Disse kan i princippet slå sig ned ved et hvilket som helst skrivebord i huset. Arbejdspladsen er indrettet, så den enkelte medarbejders personlige arbejdsredskaber og arbejdssted først dukker op, når han eller hun har logget sig ind på sin computer. Umiddelbart giver det problemer for ‘redebyggere’ og visuelt orienterede medarbejdere – dem, der trives bedst med organiseret kaos af papirdynger omkring sig. Men det giver et indtryk af orden og overblik.
Hvilket er nødvendigt i en finanskoncern, der skal have overblik over 11.000 privatkunder og 3.000 erhvervskunder.