Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning
Haraldsgade 53
2100
København Ø
Danmark
– Betonen er stadig synlig i de færdige rum, der er blot sat akustikregulerende lofter op mellem bjælkerne. Der er hovedsageligt storrumskontorer, men nogle af dem er lukket af med glasvægge. Enkelte steder, bl.a. i mødecenteret i stueetagen, er glasvæggene skærmet lidt af med motiver fra naturen, som er blæst op i størrelse, så man kan se, om der er nogen i rummene, men ikke hvad der foregår. Mindre kontorer, fleksrum og møderum er også skærmet af med glasvægge, siger Mathias Sklander Mlynek.
I praksis virker arbejdsrummene lyse og venlige og med stor variation, trods nogle ret lange bygningskroppe. Gipsvægge vinkelret på ydervæggene adskiller storrumskontorer og møderum fra hinanden og er med til at bryde rumforløbene op i mindre og mere intime bidder, mens de langsgående glasvægge sikrer, at rummene er gennemlyste og føles åbne og venlige.
Materialeholdningen er neutral, så de gamle betonkonstruktioner får lov at spille hovedrollen i rummene, men i kantinen og i tekøkkenerne, i receptionen og i gangen i mødecenteret er der skruet op for kuløren med farvede vægfelter.
– Der er tale om en meget stor ombygning, hvor der virkelig er tænkt ud af boksen med det her projekt. Indvendigt har vi lavet alt nyt, men facaderne er der stort set ikke rørt ved, bortset fra at vi har lavet nye store glaspartier fra gulv til loft i kantinen og i tekøkkenerne på hver etage. I kantine og tekøkkenerne er det lagt glatte, ensfarvede gummigulve i forskellige farver, der matcher vægfarverne. CTS-systemet og ventilationsanlægget er opdateret til moderne standard, og der er kommet dagslysstyring på belysningen. De nye gulve er svømmende, oliebehandlet bøjleplank i eg, der er lagt efter, at undergulvene har været rettet op, men et enkelt sted på første sal mod Haraldsgade er der af konstruktive grunde lagt plankegulv på strøer, fortæller projektleder Derek Christensen fra Einar Kornerup A/S.
Et meget vigtigt element i indretningen er de fremherskende belysningsarmaturer, der har et helt specielt, nærmest steam punk-agtigt look, som var de hentet direkte fra Kaptajn Nemos ubåd. Armaturet er opbygget omkring et cylindrisk glasrør med metalfittings og huser et lysstofrør.
– Vi lavede sammen med Lars Nymand fra Spark et oplæg til, hvordan belysningen kunne leve op til det ønskede rå og industrielle look, og vi valgte det her armatur – Courbet 133 fra franske Sammode, som er nedpendlet fra betonen mellem ventilationskanalerne. Vi har leveret 400 armaturer, og de er centreret over arbejdspladserne og fungerer som almenbelysning. Armaturet er Ø 133 mm og huser et T5-rør. De er dagslysstyrede og forsynet med blændfri louvres. Vi har også lavet dagslysberegninger og forslag til placering af armaturerne, fortæller CEO Jan Gelbjerg-Hansen fra Møller & Rothe A/S.
– Sammode udmærker sig ved at fremstille rå industriarmaturer med høj æstetisk værdi og i en kvalitet, der gør, at de bruges på meget udsatte steder som på boreplatforme og inden for søfart, i kolde omgivelser, i ovne og i industrielle clean rooms, men også i offentlige miljøer som p-kældre og metrostationer. Arkitekter har længe brugt dem ude af kontekst på grund af kvaliteten og på grund af deres specielle udseende, siger Jan Gelbjerg-Hansen.