Retten i Svendborg
Christiansvej 41
5700
Svendborg
Danmark
Den nye retsbygning ligger på toppen af Bregnegårdshaven med et godt havkig over Svendborgsund.
– Beliggenheden er med til at understrege retsbygningens værdighed, seriøsitet og position i samfundet, siger Anni Højmark, retspræsident for Retten i Svendborg.
Bygningen er opført i en kombination af kobberbeklædte facader og vægge i beton. En kombination, der giver bygningen et elegant udtryk.
Det er Confac A/S, der er leverandører af alle betonelementer til huset, alle facader og bærende konstruktioner.
– Det har været nogle komplekse løsninger i de bærende elementer. Geometrierne, variationerne og størrelsen. Vi har skullet lave en grå beton ensartet, der fremstår pæn og ren. Det tror mange nok er nemt, men det er faktisk en vanskelig opgave, siger Erling Holm fra Confac A/S.
Indenfor bliver brugerne mødt af en stor reception og et venteområde med stole og sofaer, der er specielt designet til bygningen, fra den lokale Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S.
Det store åbne rum, der først møder brugerne af bygningen, har et flot lysindfald fra et stort vinduesparti, hvor en stor udgave af Verner Pantons Moon-lampe har fundet plads. Den samme model lampe hænger også i mindre udgaver i retssalene.
Foyeren giver kig til to etager med gangbroer i glas, gulve og paneler i egetræ. Højt oppe hænger kunstværket “Vandfald” i glas og fiber af den aarhusianske kunstner Steffen Tast.
Der er også indkøbt malerier af Camilla West fra Tåsinge, og en stor granitskulptur, “3-delt Balance” af billedhugger Søren West fra Egeskov, som er det første, man møder uden for bygningen.
Inde i huset er der en indre og en ydre zone. Det er nødvendigt i en bygning, hvor der skal tages hensyn til sikkerhed for personale og vidner i retssager.
Tiltalte kan blive transporteret direkte ind i en sikret kælder under bygningen. Via en elevator, der kan blokeres for tilgang af gæster udefra, kan vedkommende blive transporteret op i retssalen eller til et grundlovsforhør uden at komme i kontakt med andre i bygningen.
– Det er en bygning med et meget blandet publikum, og der er taget hensyn til at alle. Lige fra fogedkunder over sørgende efterladte til den anholdte. Der er lavet en masse små rum, hvor borgere kan sidde med deres advokat i fred og ro i forbindelse med sager, siger Anni Højmark.
Stueplanen huser syv retssale. I retssalene er der højt til loftet, og det er der en helt bestemt mening med:
– Det skal ikke være sådan, at man føler sig trykket af et lille lavloftet rum, når man kommer ind i en retssal. Der skal være en værdighed, som også er afspejlet i en god loftshøjde, siger hun.
Under en retssag er det også vigtigt, at alle kan høre, hvad der bliver sagt, og derfor er der lagt stor vægt på at få den perfekte akustik.
Ud for hver retssal er der informationsskærme, der viser retslister. Der er i det hele taget en masse teknisk udstyr, der bl.a. gør det muligt at klare forskellige møder via videomøder.
– Det er tidsbesparende, både for os, men også for politiet, når de ikke skal transportere fanger til og fra Svendborg, fortæller Anni Højmark.
Det er Audio-Visuelt Centrum A/S, der har stået for installationen af skærme, hardware og displaysystem.