DR-Byen segment 4, Koncerthuset
Emil Holms Kanal 20
2300
København
Danmark
Selvom slagnummeret i koncerthuset selvsagt er Studie 1, er der gået lige så meget i detaljen med de tre mindre studier ifølge projektleder Zepp Nath Golman fra IAC Nordic A/S, som har været underentreprenør på den del af opgaven for Pihl & Søn. Han har tilbragt al sin arbejdstid de sidste fire år med at detailprojektere og lede byggearbejde og underentreprenører ud fra arkitektens overordnede anvisninger.
- Der er stort set ikke noget genbrug fra det ene studie til det andet, alle komponenter er specielt fremstillet til formålet, ikke sjældent på stedet, og både vægge og loft rummer utrolig meget teknik, som skal være tilgængeligt, men skjult i det daglige. Der har været meget input fra brugerne og de forskellige aktører undervejs i forløbet, så i nogle tilfælde har vi måttet lave tingene om, før det hele kom på plads, fortæller Zepp Nath Golman.
Hvert af studierne har sit eget fundament, og er akustisk helt afskærmet fra hinanden og fra omgivelserne. Studierne har et kig ud til de offentlige arealer via et enkelt stort vindue. Vinduerne er helt lydtætte og er opbygget i flere lag glas i varierende tykkelser og er også vinklede i forhold til hinanden. Hvert af studierne har desuden sin egen akustiske profil, som tillige kan reguleres, så efterklangen kan tilpasses forskellige musikalske genrer og arrangementer.
Studie 2 er med plads til 540 personer den næststørste sal, og fungerer som prøvesal og koncertsal. Salen har et lidt råt præg inspireret af de store produktionsstudier i Hollywood og har store kraftige krydsfinerplader på væggene – nogle af dem med påmalede portrætter af koryfæer som Miles Davis, Carl Nielsen og Kim Larsen. Akustikken, som kan håndtere både jazz, pop, rock og ikke mindst klassisk, reguleres ved at krydsfinerpladerne skydes frem eller tilbage foran baggrunden af lydabsorberende materiale.
Selve scenen hvis segmenter kan hæves og sænkes trinløst er identisk med den i Studie 1, men publikums faste pladser er her erstattet af fleksible stolerækker. Studie 2 har et gulvareal på 555 kvm.
Koncerthusets mindste sal kører pianostilen helt igennem med vægelementer af sorte højglanslakerede MDF-plader med store hvide belysningselementer som de hvide tangenter og afbrudt af mat sorte flader. Akustikken reguleres ved at store paneler i loft og vægge kan åbnes og afdække felter med lydabsorberende overflade. Både loft og vægge bæres som i de andre to mindre studier af komplicerede stålkonstruktioner, der også huser installationer og diverse teknik. Gulvet er belagt med bejdset egetræ.
Akustikken kan tilpasses forskellige genrer og besætninger, men salen er fortrinsvis tænkt som øvelokale og koncertsal for DR Big Band, og har plads til 170 personer.