DR-Byen segment 4, Koncerthuset

Studie 1

Hjertet og kernen i Koncerthuset er det mesterligt udførte Studie 1, den store koncertsal, som kan rumme 1.800 tilskuere. Jean Nouvel har inspirationsmæssigt taget afsæt i to ældre koncertsale. Den ene er Hans Scharouns epokegørende Berliner Philharmonie i Tiergarten i Berlin fra 1963, hvor orkesteret også er placeret næsten midt i salen med publikum rundt om på balkoner i forskellige niveauer, hvilket giver en fornemmelse af nærhed trods salens størrelse. Det andet forlæg er det gamle radiohus’ koncertsal med den glimrende akustik og det varmt tonede interiør.

Jean Nouvel var så begejstret for salstolene i det gamle Radiohus, at de har dannet udgangspunkt for de nye. De nye stole er dog betrukket med forskellige farver plys i stedet for læder. Udover at trække tråde tilbage til det gamle, har de også den fordel, at de har næsten samme akustiske profil, uanset om de er besat eller ej. Det er en kæmpe fordel for musikerne, da salen således har samme klang under prøverne som under koncerter.

I modsætning til forlæggene er den nye sal dog ikke symmetrisk spejlet over en midterakse, hvilket gavner akustikken.

Salen er fortrinsvis beregnet til symfonisk musik og det er akustikken først og fremmest indrettet efter. Det er den berømte japanske Yasuhisa Toyota, der har haft det overordnede ansvar for salens klang, og den fremragende akustik er resultatet af endeløse computerberegninger og prøver med en akustisk model af koncertsalen i skala 1:10. Derefter er man overgået til at justere på den færdige sal, og selvom musikere og anmeldere er begejstrede, arbejdes der ifølge projektdirektør Finn Gjørret stadig med detaljer og mindre justeringer af lyden.

Ingen parallelle overflader

Salen og alle dens overflader er asymmetriske, skrå eller buet opbygget, uden parallelle flader for at minimere uønskede lydrefleksioner. Loftets pladebeklædning og vægoverfladerne på salens terrasser er udført i bejdset finsk birkekrydsfiner med udfræsede dekorative riller i overfladerne, som samtidig gavner akustikken, da de bryder lydrefleksioner.

De meget karakteristiske bølgeformede vægelementer er udført i formede gipsplader, som er bemalet af den franske kunster Allan Bonné i bløde flammende toner, som understreger salens varme, omsluttende farvemotiv. Som minimum vejer alle salens overflader 100 kg/kvm, hvilket sikrer en optimal gengivelse af de dybeste toner. For at opnå så høj en densitet er de fleste overflader opbygget med op til seks lag gips og krydsfiner. Også Danoline A/S har været involveret i udviklingen af perforerede plader til lofterne. For at dæmpe efterklangstiden, så salen kan bruges til andre musikgenrer end klassisk musik, kan et par store gardiner trækkes ud fra depoter i bølgevæggene.

For at matche rummets glød er gulvene belagt med den tropiske træsort bilinga, som også er meget slidstærk.

For enden af salen troner det store hollandsk byggede orgel, som indeholder 6.144 piber, den mindste ca. 3 cm høj, de største over 10 m. Orglet er ca. 11 m højt, 11 m bredt, 8 m dybt og vejer omkring 40 tons.

En stor del af salens teknik hænger ca. 15 m over scenen i den såkaldte canopy, som er en 250 kvm stor og 72 tons tung konstruktion, som indeholder lys og andet udstyr og hvis underside reflekterer lyden tilbage til musikerne. Canopyen kan sænkes helt ned til scenen, når der skal udføres service eller justeringer af teknikken.