Novo Nordisk A/S
Brennum Park
3400
Hillerød
Danmark
Den type ekstraordinære tiltag afslører en sans for detaljer, der præger det fine projekt af Sweco A/S og Orbicon-ingeniørerne på rådgiversiden og EK Entreprise som totalentreprenør.
Lignende vægt på byggeprojektets raffinementer kan man genfinde i kompletteringen af kontorhuset, hvis relaterede opgaver blev løst af tømrer- og snedkervirksomheden Intern A/S ved hjælp af bla. Rockfon akustisklofter (Coral 600x600 mm), vægge af gips og fuldglas (Triplan TP Lite), indvendige døre, også i brandklasser (EI30 0g EI60) samt brandsikrede glaspartier fra Aluflam® i det dobbelthøje storrum med arbejdspladser.
Hertil kommer ikke mindst de ret så lækre akustikregulerende vægbeklædninger med lameller af asketræ.
– Det er et system med lyddug og isolering, vi har opbygget efter rådgivernes anvisninger, oplyser byggeleder Jakob Bøgely-Hansen, Intern A/S, og afsluttende har vi monteret akustisk dæmpende asketræs-lameller fra Gustafs Scandinavia AB (Gustafs i Sverige). Det er “ribber” af fiberforstærket gips, beklædt med – i dette tilfælde – asketræsfiner. Rib-lamellerne fås i bredderne 22, 28, 34 og 44 mm.
I den anden halvdel af det nye kontorhus findes bl.a. forskningscentrets mødemiljøer med akustisk dæmpende tekstile gulvbelægninger og med av-løsninger til videokonferencer m.v.
Montagen har Audio Visuelt Centrum A/S stået for, mens det er TDC Netdesign, der har leveret udstyr og monitorer, oplyser Audio Visuelt Centrum.
– Konklusionen er, at det har været en udfordrende læringsproces at arbejde for Novo Nordisk, der råder over en topprofessionel bygherreorganisation, pointerer projektchef Jesper Friberg.
– Novo Nordisk har definerede regler for sikkerhed og sundhed på byggepladsen, som vi har fulgt i alle detaljer, så man skal som udførende have totalt styr på sikkerheden og især kunne dokumentere hele forløbet. Det er en rigtig god og sund opdragelse at bygge for en så bevidst og kompetent bygherre, både sikkerhedsmæssigt og mht. tilsyn. Vi har også oplevet, at det fokus har givet pladsen et rigtig godt arbejdsmiljø, pointerer Jesper Friberg.
For Novo Nordisk A/S er der tale om en enkelt byggesag i en række, som også aktuelt omfatter en ny insulinfabrik i Hillerød samt en produktionsbygning til tabletproduktion i Måløv. Frem til 2020 investerer Novo Nordisk kr. 13 mia. i nye byggeprojekter i Danmark og USA.