Abena A/S
Egelund
6200
Åbenrå
Danmark
- Der er masser af glas inde i huset, men vi har stadig delt kontorerne op, så der ikke er de helt store flermandskontorer, siger Torben Engsig Svan Sørensen.
I parterreplan bryder kantinen med en stor glasflade facaden ud mod motorvejen. Kantinen vil altid give et indtryk af liv, når man fra en bil ser huset. Men indefra giver udsigten til motorvejen også liv.
- Der sker noget, men der er selvfølgelig brugt glas, så man overholder støjkravene. Man kan høre lidt, og sådan skal det være. Hvis man ikke kunne høre noget fra trafikken overhovedet, ville det også være mærkeligt, siger Torben Engsig Svan Sørensen, der opfatter kantinen som et samlingspunkt i huset.
- Der er mange, der kommer her i kantinen, og det giver liv til huset, når man ser det ude fra motorvejen. Der er også mødelokaler her i kantinen, hvor man kan tage kunder med. Samtidig er der alt, hvad hjertet kan begære i køkkenet. Der er gjort mange tanker om køkkenet af Abenas direktør Preben Terp-Nielsen. Det er rent og klinisk, men den sorte klinke bryder det. Vi skulle lave det åbent, så man kan se, at der bliver lavet mad. Direktøren kan godt lide at lave mad, så det var hans idé. Der skulle åbnes op, og det er dejligt, i stedet for at pakke det ind, som mange kantinekøkkener typisk er, siger Torben Engsig Svan Sørensen.
Udenomsarealerne er lagt meget råt ud med græs og nogle gamle træer, som er blevet beskyttet under byggeprocessen. Det gælder blandt andet et stort egetræ ved indgangen, som er blevet skånet og har overlevet, så der er et grønt miljø fra starten.
I parterreplan er der er stort teknikrum med servere, hvorfra alt køleteknik og ventilation styres. Ventilation er leveret af K.F. Ventilation ApS, der har etableret luftanlæg med køleanlæg-armaturer, hvor luften kan reguleres i hvert eneste kontor. Der er desuden en kælder, hvor der er p-pladser, ligesom planet bruges til et stort showroom.
- Vi har lavet en indgang specielt til de kunder, der skal have undervisning eller introduktion i produkterne. Det er en speciel ankomst, og de kommer ind i parterreplan bag om huset, hvor bussen kan køre helt hen og sætte folk af. Vi har udnyttet terrænet til, at det kunne lade sig gøre, forklarer Torben Engsig Svan Sørensen, der har været med fra begyndelsen og i samarbejde med MT Højgaard og Preben Terp-Nielsen, direktøren i Abena, har udviklet ideerne til huset.
- Preben Terp-Nielsen har haft præcise ønsker til huset. Vi har været med fra dag et. Der har ikke været uenighed – vi har været enige om materialer, de høje døre og trægulvene. Der har heller ikke været besparelser, hvilket har gjort det til en god proces, siger Torben Engsig Svan Sørensen.