IKEA Odense
Ørbækvej 91
5220
Odense SØ
Danmark
Stram deadline, tidsbesparende kvalitetsløsninger og ingen mulighed for forsinkelser. Byggeriet af Danmarks største Ikea i Odense er bygget på kun 50 uger
Ikea i Odense har i årevis haft verdens mindste Ikea butik på 1.400 kvadratmeter. Nu får Odense Danmarks største butik på 34.500 kvadratmeter, parkeringsareal med 1.200 p-pladser under Ikea bygningen, på et areal som i alt er 55.000 kvadratmeter. Grunden er mestendels belagt med fliser fra IBF Betonvarer, der blandt andet har leveret SF-sten, betonbrosten og hollændersten til det store parkeringsområde, der omkranser bygningen.
Den blå-gule kæmpebygning er skudt op tæt ved Rosengårdscentret og Bilka samt andre indkøbsmuligheder. Den markante bygning åbnede 4. november, knapt et år efter byggeriets begyndelse. Et byggeri, der har haft en stram tidsplan. Et krav fra Ikea, der har meldt ud fra starten at man ville åbne den 4. november. Byggeriet er foregået over hele året, og også under vanskelige forhold om vinteren, hvor vand har givet utallige udfordringer for entreprenørerne.
I dag står huset der og ligner umiddelbart enhver anden Ikea. Men der er forskelle. Udover at være den største Ikea herhjemme, har man også afprøvet nye metoder, som senere kan finde vej ind i nye Ikea butikker. Størrelsen på byggeriet har umiddelbart været den største udfordring, fortæller arkitekt Abbas Fathi fra White Arkitekter, der i tæt samarbejde med Ikeas egne arkitekter og OBH Rådgivende Ingeniører har været med gennem hele processen.
- Det er størrelsen, og det, at indretningen med et højlager inde i butikken er en ret speciel opgave og en udfordring for både os og entreprenørerne. Arkitektonisk er der ikke så mange udfordringer i denne opgave, for konceptet er, at husene er meget ligetil. Vi har været med inde i overvejelserne og rådgivningen omkring funktionalitet, betjeningsområderne, kontorer og om at få en høj kvalitet ind i bygningen, samt prøve nogle nye løsninger, siger Abbas Fathi.
Hurtigt byggeri
En af opgaverne var at få lukket huset hurtigst muligt, så der kunne komme skred i byggeprocessen indendørs i bygningen. En af de nye løsninger, som man har valgt, er at benytte Skandek tagelementer. Det specielle ved elementerne er en spændvidde på op til 22 meter, som gør det meget hurtigt at lægge nyt tag på en bygning.
Taget kan monteres op til ti gange hurtigere end et traditionelt tag. Samtidig giver det mulighed for at lave store lokaler uden ret mange søjler, fordi elementerne er selvbærende. Det har man blandt andet udnyttet i højlageret, hvor kunderne selv henter deres varer og bringer dem videre til kasserne. En del af Ikea konceptet er, at lageret er en del af butikken, så kunderne kan tage varerne ved selvbetjening.
- Det er et råt hus i beton, og betonen er synlig for alle. Det er i den ånd, som Ikea gerne vil have det. Det giver god mening, fordi det skal kunne holde til, at mange mennesker bruger det og derfor skal det være slidstærkt, siger Abbas Fathi.
At der er brugt meget beton vidner Peikkos leverance på i alt 1,4 kilometer Terra Joint-gulvfuge om. Også dørene er beregnet til, at mange mennesker går gennem huset. Dørene, leveret af Swedoor-Jutlandia, er med stålkarme og i laminat, og er for eksempel brugt til kontorer og kundetoiletter.