Ternelunden
Ternevej 61
8700
Horsens
Danmark
Før Ternelunden blev en boligbebyggelse, lå der en industrivirksomhed på grunden. CASA Entreprise A/S så potentialet i grunden, da industrivirksomheden kom til salg, og i en dialog med kommunen kom et flot, fremtidigt byggeprojekt i gang, hvor der blev givet tilladelse til at bygge i højden. Projektet kom hurtigt fra start, da bygherren FM-Søkjær A/S valgte CASA Entreprise A/S og tegnestuen ATRIO arkitekter. Et lokalt, stærkt hold, som har udviklet projektet i et fint samarbejde. CASA Entreprise A/S har kørt projektet helt uden knaster, primært fordi alle parter har arbejdet konstruktivt sammen. CASA Entreprise A/S har også en række underleverandører, der kender hinanden godt, hvilket naturligt fremmer den gode proces.
Ternelunden er planlagt til at bestå af syv punkthuse med hver 20 lejligheder. Hvert punkthus er i fem etager med central fordelingsgang omkring trappen og elevatoren. Der er to størrelser lejligheder på henholdsvis 121 og 101 kvm.
Alle boliger har en stor og en lille altan. Nu er første etape afsluttet, og de første to punkthuse er klar til indflytning. Man kan allerede ud fra de to ud af syv planlagte punkthuse ane det cirkelslag bygningerne kommer til at tegne på grunden. Bebyggelsesplanen er udført i samarbejde med Landinspektørfirmaet Bonefeld & Bystrup A/S fra Horsens, som har lavet de første udkast til lokalplanen. Bonefeld & Bystrup A/S har også udført byggemodning og planlagt anlæggelse af veje, kloak, ledninger frem til soklen. Derudover har de udført afsætning og tilsyn med byggemodningen. Beplantningsplan og jordbalance har også været i deres hænder.
Når Ternelunden er fyldt ud med flotte, enkle punkthuse, bliver det en velproportioneret, grøn parkbebyggelse, der giver en fin variation i kvarterets ellers ret homogene parceller.
Arkitekt Palle Nielsen fra tegnestuen ATRIO fortæller, at det har været en spændende opgave, der er udført fra oplæg fra bygherren. Udgangspunktet var lejligheder spejlvendt omkring trappetårnet og i en enkel, minimalistisk stil. At tegne boliger med flere og store altaner har også været en fornøjelse, som ikke er en selvfølge i alle boligprojekter.
Hvert punkthus er struktureret med fire lejligheder på hver plan, med de store altaner på 13 kvm på ydersiden. I tilknytning til de store altaner er der tilføjet et lille depot egnet til altanmøbler, golfudstyr eller andet. De står i dag som grå betonsøjler med et fast gitter, hvor det er hensigten, at planter skal vokse og derved begrønne boligerne. Det er et punkt i lokalplanen. Altanerne er spinkle med glasværn uden håndliste – det er en detalje, der markerer byggeriet som minimalistisk med inspiration fra funkistiden.
Store hjørnevinduer fra stuerne er en tilsvarende markant detalje, som særligt dem med udsigt kan sætte pris på. Fra Ternelunden er der udsigt til fjorden og Ejer Bavnehøj. Facaden er udført som en pudset facade direkte på isoleringen. En løsning med et rigtig flot og ensartet resultat.
Planløsningen giver facaden og bygningerne som helhed en slankhed, som bundter af søjler samlet omkring en kerne. Altanerne er fjerlette i fiberbeton med hærdede glasværn og vinduerne placeret i en enkel rytme. Omkring indgangen er der en fin rumlighed, der gør adgangen mere privat og venlig. Ud for hver opgang er der placeret et mindre skur til cykler, der igen er med til at indramme indgangssituationen.