Scherfigs Have
Scherfigsvej 8
2100
København Ø
Danmark
– Vi har valgt en flisebelægning både på gårdsiden og på alle terrasser, og så har vi slotsgrus på hovedstien og de stier, der fører ind til blokkene og villaerne. Inspirationen til landskabet har været en strandeng snarere end en park. Vi har arbejdet meget med at skjule nedkørslerne til parkeringskældrene, så de ikke blev for markante. Der er en nedkørsel til kælderen under villaerne fra Strandpromenaden, mens der er nedkørsel til kælderen under blokkene ud mod Scherfigsvej. Kældrene er kæmpestore. Der er parkering til alle beboere, så vi ikke får overfladeparkering i området. Det var en stor udfordring at få kældrene store nok og få dem placeret rigtigt. Der løber en stor overfladeafvandingsledning midt ned gennem grunden, som det ville være meget besværligt og kostbart at ændre på, siger Poul Schülein.
Under henholdsvis de tre blokke og de to villaer er der store kældre, der rager længere ud under grunden end husenes fodaftryk. Især kælderen under de tre blokke er usædvanlig stor og med masser af plads til at manøvrere for de mange biler, kælderen rummer. Kældrene huser også et depotrum til hver lejlighed og store kælderrum til cykelparkering. Trappeskakte med elevator fører op i hver opgang fra p-kælderen.
– Vi er så tæt på vandet og med en dybde, så det har været nødvendigt at udføre en helt speciel vandtæt konstruktion, der kan tåle opdrift og de fremtidige hundredeårshændelser, der kan forventes at blive med klimaforandringerne, fortæller byggeleder Emil Lorvik fra Glindorf & Partnere.
- Udover de meget flotte teglsten fra Petersen Tegl, er der i det hele taget brugt gode materialer alle vegne. Vi har naturskifertage på alle tage og naturskiferen går igen på alle i sålbænke. Vinduer og glaspartier er udført i naturelokseret aluminium og med gående partier i mahogni. Samlet har vi et byggeri i meget høj kvalitet, der kræver ingen eller meget lidt udvendig vedligeholdelse de næste mange, mange år, siger Emil Lorvik.
Lindab A/S har leveret porte til de to parkeringskældre. Porten til den store parkeringskælder er lukket, mens den anden er en åben gitterport.
– Begge porte er skræddersyet til hullerne, så kunden får den størst mulige åbning. Portene er bygget på vores fabrik i Jels, så vi kan levere præcis det, som kunden ønsker i størrelser op til 8x8 meter, fortæller Nicolaj Pergi fra firmaet.
– Ud mod Strandpromenaden ønskede man en åben gitterport ind til den mindre p-kælder, som giver et lettere indtryk og en naturligt ventileret p-kælder. Af brandtekniske hensyn endte porten til den store p-kælder, hvor man kører ind fra Scherfigsvej med at blive en lukket port i stål, pulverlakeret i en mørk farve efter kundens ønske. Den oprindelige plan var at lave rullegardiner, men de ville ikke holde mere end måske tre måneder i en situation som denne her. Der er p-pladser til alle beboerne, så de porte kommer til at køre op og ned mange gange om dagen. Derfor er de forsynet med specielle fjedre og lejer, der kan holde til 100.000 oplukninger. Vi kan levere porte, der totalt kan holde til fra 15.000 oplukninger – det afhænger helt af det aktuelle byggeri, hvad der er nødvendigt. Vi har selvfølgelig også leveret fjernstyringer til portene til alle beboerne, forklarer Nicolaj Pergi fra Lindab.