Hvor er centrum for dansk møbeldesign?

Før i tiden var der ét centrum for dansk møbeldesign - nemlig Bella Center og Copenhagen Furniture Fair. Den årlige, internationale møbelmesse og den permanente udstilling, martet, der samlede præsentationen af dansk møbeldesign. Men det er langsomt faldet fra hinanden.

Messen er nu afløst af Code-eventen i en bredere, men langt mindre skala, og en del af udstillerne på martet er flaget ud. Den bevidste og systematiske internationale markedsføring af danske møbler er blevet afløst af Laissez Faire..

En del er flyttet ud i Frihavnen, senest Fumac og Interstuhl, der 26. maj åbnede deres nye fælles showroom i Pakhus 48, Sundkaj 11 sammen med en række andre fremtrædende aktører, herunder Montana. Er det Frihavnen, der er på vej til at blive det nye trendy center for dansk møbeldesign?

Eller er det den gamle fabriksbygning i Valby, Carl Jacobsens Vej, hvor en anden del af danske møbeludbydere er samlet - og hvor andre overvejer at etablere sig? I Jylland er der tilsyneladende vedvarende forsøg på at etablere en tilbagevendende, årlig møbelmesse, og så er der en hel anden gruppe af fabrikanter, der foretrækker at satse på egne showrooms alene.

Til gengæld ser vi, at Stockholm Furniture Fair nu helt har overtaget Københavns rolle som international møbelmesse med præsentation af skandinavisk møbeldesign og nu er blevet en stor og vigtig messe. I Oslo har man succes med eventen Designers Saturday, som tegner til at få rekordstor tilslutning i år. De store, samlende begivenheder inden for møbeldesign, der kan give international opmærksomhed, er fraværende i Danmark. Et paradoks, idet dansk møbeldesign fortsat nyder den måske største anseelse i udlandet og fortsat er fremmeste eksponent for det skandinaviske udtryk – men er det på lånt tid? Vi kan vel ikke blive ved at trække veksler på de gamle klassikere?

Skal der i det hele taget være et centrum for dansk møbeldesign, eller er branchen i virkeligheden bedst tjent ved at, at hver virksomhed går sine egne veje, herunder en håndfuld danske virksomheder, der selvstændigt investerer i international markedsføring og tilstedeværelse på internationale møbelmesser. Hvad er bedst for dansk møbeleksport og dansk møbeldesign?

Kim Sejr, chefredaktør