Robot-firma kan mindske mængden af beton i konstruktioner

Odico kan med særlig software reducere behovet for beton med op til 70 procent

Odico i Odense laver robotter og software til byggeindustrien og har gentænkt måden at bygge i beton på, så materialemængden minimeres: Når betonen fungerer som bærende skelet i stedet for fyld, kan op til 70 procent af betonen undværes. 

Samtidig har Odicos innovation stort potentiale i forhold til bæredygtighed, da 8 procent af verdens samlede CO2-udledning kommer fra betonindustrien, og brugen af beton i bygninger udgør 40 procent af en bygnings samlede CO2-aftryk. 

Odico arbejder med topologioptimering, idet algoritmer matematisk optimerer betonens yde- og belastningsevne ved at ændre på designet. De topologioptimerede konstruktionener fremstår som slanke, knoglelignende strukturer med op til 70 procent mindre beton til en konkurrencedygtig pris.

”Vi har udviklet nogle algoritmer, der faktisk gør det smukt. Men det har krævet meget dedikeret forskning og afprøvning,” fortæller Asbjørn Søndergaard, der er teknisk direktør og medstifter af Odico. 

Robotter skærer støbeforme 125 gange hurtigere 

Odico har opfundet en metode til nemt, hurtigt og billigt at udskære støbeforme i alle tænkelige former.  Det er der penge i, for ved betonbyggeri står støbeformen tit for 85 procent af udgifterne til betonbyggeriet, uddyber Asbjørn Søndergaard. 

En robotstyret, elektrisk opvarmet tråd skærer gennem støbeformenes skum 125 gange hurtigere end en almindelig fræser, og derfor kan omkostningerne ved støbeformene sænkes dramatisk, forklarer han.

Virksomheden oplever ikke, at det er svært at tiltrække medarbejdere, fortæller Henrik Jacobsen, der er administrerende direktør i Odico.

”Det er bl.a. fordi det er lødigt arbejde med et ædelt formål, og så indgår spændende teknologi. Vi fortæller om det til jobsamtalerne og oplever, at de unge mennesker gerne vil arbejde et sted, som skaber positiv impact,” siger han og tilføjer:

”Inden for 3, 5, 10 år regner vi med at en topologioptimeret tilgang til byggeri ikke længere er en niche, men noget der er udbredt og accepteret og naturligt i byggebranchen”, spår Henrik Jacobsen.

Odico er ikke alene om at bruge digitale teknologier til at sætte strøm til den bæredygtige omstilling: De er én blandt ti grønne succeshistorier med små og mellemstore produktionsvirksomheder i e-magasinet Omstillingsanfører, som Alexandra Instituttet og Industriens Fond står bag.