Første spadestik til et af Danmarks største boligprojekter

I går tog Pihlkonsortiet bestående af Pihl & Søn A/S, LM Byg A/S og M.J. Eriksson A/S første spadestik til Frederiksbro

I går blev første spadestik til Hillerøds nye bydel, Frederiksbro, taget og efter en massiv holdindsats fra Goldschmidt-koncernen og Pihlkonsortiet har begge parter set frem til at sætte spaden i jorden.

-Alle har ydet en stor indsats, og det er med stor glæde, at vi nu har taget første spadestik. Vi har en tæt dialog med bygherre, så vi imødekommer deres forventninger til den ønskede kvalitet. Frederiksbro er et af Danmarks største byggeprojekter med mange spændende momenter, og vi er glade for at være en del af det, siger Halldór P. Ragnarsson, adm. direktør i Pihl & Søn A/S.

På dagen var Hillerød-borgmester Kirsten Jensen, viceborgmester Klaus Markussen, Halldór P. Ragnarsson fra Pihlkonsortiet, investor og bygherre Mikael Goldschmidt og Christian Paulsen fra Byggeselskabet Paulsen med til at tage det officielle første spadestik. Mikael Goldschmidt holdt en fin tale om forventningerne til hans fremtidige kvalitetsbyggeri, der skal være Hillerøds grønne hjerte, og fortæller, at han har sat stor pris på samarbejdet med Pihlkonsortiet.

-Frederiksbro bliver et af de største private boligprojekter i Danmark med sine i alt godt 120.000 m2 placeret i centrum af Hillerød, og jeg kan garantere, at det bliver et helt fantastisk byggeri. Allerede tidligt i mine overvejelser fik jeg den idé, at projektet skulle bindes sammen af en overordnet tanke – en tanke som opstod, da jeg sad og så Walt Disneys Løvernes Konge sammen med mit barnebarn – så kom melodien Circle of Life, og så faldt 10-øren. så Frederiksbro, det er Livets Cyklus, siger Mikael Goldschmidt og fortsætter:

-Samtlige boliger bliver udlejningsboliger, og vi ser frem til at tilbyde nogle fantastiske boliger i en høj kvalitet, med en helt central beliggenhed midt mellem by og natur.”

”Vi ser frem til det fortsatte gode samarbejde med vores totalentreprenør på byggeriet og glæder os til at få leveret de aftalte boliger til den aftalte tid og i den aftalte kvalitet og til den aftalte pris – alt i min ånd, siger Mikael Goldschmidt.

De tre entreprenørvirksomheder, der udgør Pihlkonsortiet, er blandt de førende inden for anlæg, råhusentrepriser samt styrings- og totalentrepriser, og det skaber stor interesse hos landets bygherrer.

-Vi opnår store synergieffekter i konsortiet, som kommer bygherrerne til gode. Vi har en stor egenproduktion på flere hundrede mand og er blandt de førende specialister inden for hver af vores områder. Det betyder, at vi kan løse meget komplekse og store opgaver,” siger Hans Anker Nielsen, adm. direktør i LM Byg A/S.

Ejerledet kultur med bygherrer i central rolle

Pihlkonsortiet oplever stor interesse fra landets bygherrer på grund af konsortiets kompetencer.

-Vores mål er at blive bygherrens foretrukne samarbejdspartner, så vi er glade for den store interesse. Vi kan sammensætte det stærkeste hold med de bedste fagspecialister ud fra opgavens kompleksitet, og med vores ejerledet kultur har bygherrer og medarbejdere en central rolle,” siger Carsten Mindegaard, der er stifter og hovedaktionær i Pihl & Søn A/S.

Byggeriet på den næsten 100.000 kvadratmeter store grund består af tre faser, hvor der i forskellige tempi bliver opført 89 rækkehuse i størrelsen 77 – 135 m2 med udsigt til ”Den grønne kile”, 340 lejligheder med markant arkitektur og udsigt til hele Nordsjælland, hvoraf 172 vil blive placeret i to punkthuse. Slutteligt opføres yderligere 313 lejligheder.

Foto - fra venstre:Borgmester Kirsten Jensen (A), 1. Viceborgmester Klaus Markussen (V), Mikael Goldschmidt (bygherre), Christian Paulsen (Adm. direktør Byggeselskabet Paulsen) og Halldór P. Ragnarsson (adm. direktør i Pihl & Søn A/S)