30 års jubilæum med nyt varehus

I 1988 åbnede det første Bauhaus i Danmark. Kæden fejrer i år 30 års jubilæum med åbningen af fremtidens byggevarehus i byen, hvor det hele startede.

På et marked med hård konkurrence om forbrugernes gunst har Bauhaus formået at bevare en stabil position og har stor succes med salg til både private og erhvervsdrivende.

-I Bauhaus har vi alle årene satset hårdt på at være det foretrukne byggevarehus for både private og erhvervsdrivende. Det kan man kun blive, hvis man er der, hvor kunderne er. Derfor arbejder vi løbende på at styrke og forny vores digitale og fysiske tilstedeværelse, ”siger Mads Jørgensen, adm. direktør i Bauhaus i Danmark.

Mads Jørgensen var med i 1988, da Bauhaus åbnede det første byggevarehus i landet, og han er med igen fredag den 4. maj, når Bauhaus slår dørene op for et nyt og moderne byggevarehus i Kolding. Åbningen i lige netop Kolding er en passende symbolsk markering af kædens 30 års-jubilæum i byen, hvor det hele startede.

Rådgivning, inspiration og alt på ét sted

Sortimentet i den nye Bauhaus i Kolding består af hele 120.000 varer fordelt over det 14.000 kvadratmeter store byggevarehus. Med indførelse af montageservice kan Bauhaus hjælpe kunderne med at få monteret eller installeret en lang række varer.

-Kunderne kommer i Bauhaus, fordi vi kan tilbyde et meget bredt sortiment af gode produkter, men det er i høj grad rådgivningen fra vores medarbejdere, der giver dem lyst til at komme igen. Derfor arbejder vi løbende med nye tiltag, der gør kundeoplevelsen endnu bedre, uanset om du er gør-det-selv-person, haveentusiast eller erhvervsdrivende,  siger Mads Jørgensen.

Udover de mange varer på hylderne har det nye Bauhaus byggevarehus i Kolding en stor Proff Serviceafdeling til erhvervsdrivende, drive-in trælast, stort havecenter, professionelt farvecenter og meget mere til inspiration og rådgivning.  

Ambitiøst vokseværk

Bauhaus har 17 varehuse fordelt over hele landet, og åbningen i Kolding er den nyeste i en række åbninger de seneste år. Kæden åbnede sidste år et nyt, stort byggevarehus i Valby og flere er på tegnebrættet i fremtiden.

- Vi har ambitioner om at opføre endnu en god håndfuld byggevarehuse i Danmark, men det sker først, når vi har fundet de helt rigtige placeringer, og forudsætningerne er de rigtige,” fortæller Mads Jørgensen.

Foto: Bauhaus fejrer 30 år i Danmark med åbningen af Danmarks mest moderne byggevarehus i Kolding, hvor det hele startede i 1988. På et marked med hård konkurrence har Bauhaus satset stort på rådgivning af private og erhvervsdrivende i moderne og inspirerende omgivelser.