Design-virksomheder tiltrækkes af Køln

Udsigt til over 80 danske udstillende virksomheder på IMM-messen i Køln, 15. - 21. januar 2018

Ved dette års IMM-messe i Køln udstillede godt 60 danske virksomheder, men til næste år er der udsigt til, at over 80 danske virksomheder vil udstille. Og det er en meget positiv udvikling, fremhæver Intermess ApS, der repræsenterer Køln-messen på det danske marked.

– Årsagen er en markant større interesse fra danske virksomheder i high-end markedet for at deltage i messen, en del af dem ganske nye for øvrigt og det er jo blot en bekræftelse af, at det er lykkedes Koelnmesse at få skærpet profilen på IMM over mod det moderne og innovative, siger Jesper Uldall fra Intermess ApS.

I den danske møbelbranches storhedstid kunne IMM-messen trække omkring 100 danske udstillere, men rationaliseringer gennem et par årtier og ikke mindst finanskrisen skabte noget af en krise i branchen, som indebar lukninger, fusioner og ikke mindst, at investeringer i markedsføring og messer blev reduceret voldsomt. Sådan er det heldigvis ikke mere, og optimismen har hersket i en række år i takt med en positiv økonomisk vækst i Europa.

Derfor har der også været tegn på en øget dansk tilstedeværelse på IMM, og den lader til at kunne sætte rekord til næste år. Udstillerne tæller bl.a. Hammel Furniture, Gramrode Møbelfabrik, Tvilum, Innovation Randers, Frandsen Lighting, Softline, Tom Rossau, Le Klint, Haslev Møbelsnedkeri og Aksel Kjersgaard, der er kendt for kvalitet og godt design. Desuden helt nye udstillere som Ferm Living, Skagerak, Klint og by Lassen

Koelnmesse forventer 1.300 udstillere fra omkring 50 lande til messen, der tillige vil have en parallelmesse, Pure Architects, med temaet bad og sanitet.