NRE Denmark afleverer nyt boligprojekt

NRE Denmark A/S har netop afleveret et 5.500 kvadratmeter stort byggeri til NREP en 6-etagers ejendom, som ligger på Vallensbæk Stationstorv

NRE Denmark A/S har netop afleveret et 5.500 kvadratmeter stort byggeri til NREP. Den 6-etagers ejendom, som ligger på Vallensbæk Stationstorv, indeholder 40 moderne ejerlejligheder på tilsammen 4.300 kvadratmeter samt en cirka 1.200 kvadratmeter stor Netto-butik i stueetagen.

Lejlighederne er opført i høj kvalitet i varierende størrelser fra 60 til 120 kvadratmeter med en stor fælles taghave og flere store terrasser. Fra de fleste af lejlighederne er der udsigt til havnen, Arken og Vallensbæk Strandpark.

Jacob Eiskjær Olesen, adm. direktør hos NRE Denmark, siger: ”Vi har haft et godt og konstruktivt samarbejde med NREP, og det er med stor glæde, at vi endnu engang afleverer et flot byggeri med attraktive boliger.

Det nye byggeri er en del af den større udbygning af centerområdet i Vallensbæk, som er undervejs både nord og syd for Vallensbæk Station. Visionen for området er, at Stationstorvet skal blive et naturligt samlingspunkt med et attraktivt byrum med butiks-, forretnings- og kulturliv.

-Vi er meget glade for det nye byggeri, der passer rigtig godt ind i Vallensbæk Kommunes ambitiøse planer for området. Det byder på boliger af høj kvalitet og med god finish, siger investeringsdirektør hos NREP, Thomas Riise-Jakobsen.

Byggeriet blev igangsat i november 2016 med NRE Denmark som totalentreprenør og NREP som bygherre.  Henrik Vangsted har haft rollen bygherrerådgiver, Skovhus Arkitekter har tegnet byggeriet og HAMI Consult har været rådgivende ingeniører.