Dansk betondæk får gennembrud i udlandet

Abeo har indgået en licensaftale med Finlands største elementproducent, Lujabetoni

Efter aktiviteterne i Abeo sidste år blev overtaget af IBF-gruppen, har den danske virksomhed fået afgørende hul på det udenlandske marked. Således kan Abeo i dag offentliggøre, at virksomheden har indgået en licensaftale med Finlands største betonelementproducent Lujabetoni. Den finske familievirksomhed har 750 ansatte og en omsætning på mere end 1 milliard kroner. Derudover driver Luja-gruppen også entreprenørvirksomheden, Lujatalo, med en omsætning på 3 milliarder kroner.

- Efter at have opnået et godt fundament i Danmark, påbegyndte vi sidste år et målrettet arbejde med at bringe SL-dækket udover Danmarks grænser gennem licensaftaler med lokale producenter. Der har været meget stor interesse for SL-Dækket, og vi er rigtigt glade for aftalen med Lujabetoni, som har valgt at gøre SL-dækket til deres hovedprodukt til boligbyggeri, siger direktør i Abeo, Alexander Wulff.

Stor interesse fra finske entreprenører

I øjeblikket er produktionslinjen i Finland ved at blive etableret, men Lujabetoni har igennem de sidste måneder introduceret produktet til de første kunder. Modtagelsen har været så overvældende at produktionskapaciteten for 2018 næsten allerede er udsolgt. De første SL-dæk skal leveres fra februar til projekter beliggende i bl.a. Espoo og Vantaa tæt på Helsinki. Lujabetoni’s adm. direktør, Mikko Isotalo udtaler:

-Vi ser SL-Dækket som en kæmpe mulighed for at give vores kunder i boligsektoren et bedre betondæk, der kombinerer indbyggede løsninger såsom badeværelsesinstallationer og gulvvarme. Dette simplificerer vores kunders arbejdsprocesser på byggepladsen markant og giver en billigere dækkonstruktion. Faktisk er vi så overbeviste omkring produktet, at vi har valgt at kalde det for ’SuperLaatta’ (Superbetondæk på dansk, red.)”

Videreudvikling gav gennembrud

SL-Dækket blev udviklet i 2012 og er blevet anvendt i næsten 100.000 m2 i Danmark efter at være blevet lanceret på det danske marked i 2014 i samarbejde med elementproducenten Perstrup Beton Industri. Det internationale gennembrud er dog primært kommet på baggrund af et fortsat fokus på videreudvikling af produktet og produktionen.

-Sidste år gennemførte vi et optimeringsprojekt, som nedbragte vores kostpriser med mere end 30%. Derudover har vi i år udviklet en 3-meter bred version af SL-dækket, der gør installationsprocessen endnu billigere. Det er bl.a. denne version, som Lujabetoni bringer i produktion i Finland. Det allervigtigste er dog vores nyudviklede løsning til boligbyggeri, som gør det muligt at nedsænke badekabiner i SL-dækkene eller indstøbe rørføringen allerede på fabrikken,”siger med-direktør i Abeo, Peter Hertz, og fortsætter: 

-Når man anvender præfabrikerede betondæk, har det normalt været nødvendigt at placere rør til installationer og badeværelser ovenpå dækkene. Resultatet er en høj og dyr gulvkonstruktion i hele lejligheden, eftersom der ikke må være niveauforskel mellem badeværelset og resten af lejligheden. Med vores nye løsninger kan entreprenøren spare strøopbygningen eller dele af den pladsstøbte gulvopbygning væk og opnå en ca. 10 cm slankere gulvkonstruktion.