Mangel på byggematerialer

Der mangler betonelementer, både bærende og til vægge, limtræskonstruktioner og sågar også plan- og eternitplader

Eleverne på erhvervsskolen i Aars har ventet længe på en helt ny idrætshal med sportslaboratorium og testrum. Men byggepladsen står stille, for entreprenøren kan ikke skaffe materialer nok. Ulf Bender, erhvervsskolernes direktør skulle have klippet snoren over til den nye hal den første november. Nu kan byggeriet tidligst stå færdig til maj næste år, oplyser TV2 Nord.

Skolen i Aars hutler sig frem ved at leje lokaler rundt omkring i byen - på de tidspunkter, de nu kan få. Men mangelsituationen er ifølge Dansk Byggeri i Nordjylland ikke enestående.

- Det går ekstremt stærkt lige nu. Vi skal helt tilbage til 70’erne for at se noget lignende. Det er især svært for entreprenørerne at skaffe bærende elementer. Der mangler betonelementer, både bærende og til vægge, limtræskonstruktioner og sågar også plan- og eternitplader. Og det varer ikke længe, før vi begynder at mangle flere byggematerialer, siger Ole Bæk Pedersen, formand i Dansk Byggeri Region Nordjylland.

- Vi ser flere steder, at der bliver valgt gasbeton-blokke i byggerier, hvor det ikke er helt normalt. Byggeherrerne ville sikkert hellere havehaft bagmurselementer, altså betonelementer, men de er jo håbløse at få i øjeblikket, siger Ole Bæk Pedersen.

Erhvervsskolernes byggepartner i Aars, Krogh Madsen Arkitekter A/S, har så travlt, at de ikke har tid til at tale med TV2Nord, men af en skriftlig redegørelse fremgår, at der er op til otte måneders leveringstid på betonelementer og op til et halvt års leveringstid ved større stålleverancer.

- Jeg er ret overrasket over, at leveringstiden rammer os med så mange måneder. Jeg havde gået og tænkt, at vi måske kunne tage den nye hal i brug til nytår, men vi er helt henne ved sommeren næste år. Det er lang tid, siger Ulf Bender, Erhvervsskolerne Aars’ direktør.

Flere er allerede begyndt at importere bærende byggelementer fra Tyskland, men det er en dyrere løsning.

- Det er ikke alle, der vil betale for den lange transport. En anden og i hvert fald nemmere løsning kan være bedre planlægning fra byggeherrernes side. Der har nok en tendens til, at mange har troet, at de kunne ringe og bestille om fredagen og så kunne vi stå klar med mandskab og materialer til mandag morgen. Den tid kan man godt glemme, siger Ole Bæk Pedersen, formand i Dansk Byggeri Region Nordjylland.

Kilde: TV2 Nord