Dolkhaler i Ishøj

Hvad er det lige, der sker her på strandbredden?  En flok dolkhaler er på vej op fra havet. Meget usædvanligt. Normalt lever det forunderlige krabbelignende dyr ikke på vores breddegrader. Men det er faktisk også blot en illusion. For dolkhalerne er støbt i beton med cement fra Aalborg Portland og skabt af kunstneren Tue Greenfort, der selv har lavet betonblandingen. Han har også selv  modelleret en silikoneform op med udgangspunkt i en rigtig dolkhale.

Værket af Tue Greenfort indgår i udendørsudstillingen NATUR/RETUR på Kunstens Ø ved Museet ARKEN.  Temaet er baseret på en eftertanke om, at vi lever i en tid, hvor menneskets aftryk på naturen er så massivt, at vi må gentænke hvad der er natur og hvad der er menneske.

Tanke bag

Og der er en tanke bag. Beton kan indeholde flyveaske, som er et restprodukt fra kraftværkernes afbrænding af affald. For eksempel produceres der flyveaske på Avedøreværket, som ligger i lige sigtelinje fra dolkhalerne på Kunstens Ø. Man kan betragte flyveasken som modernitetens restprodukt. Som et antropocænt problem, en utilsigtet konsekvens, der ikke er til at slippe af med.

Tue Greenforts dolkhaler etablerer en forbindelse mellem Kunstens Ø og Avedøreværket. Mellem et ældgammelt dyr og et nutidigt problem, som er indeholdt i flyveasken og kapslet ind i betonen.

 Dolkhalen som dyr rummer også sin egen fortælling. Den ligner en krabbe, men er mere i familie med skorpioner og edderkopper. Ofte kaldes den et "levende  fossil", fordi den som art er mere end 400 millioner år gammel. Dermed går dens historie langt længere tilbage i tid end menneskets. Dolkhalen var her før os og vil måske også være her efter os. Dermed introducerer den en anden tidsregning, en anden skala, der sætter vores skala i perspektiv. Vi var ikke de første, og vi er sikkert heller ikke de sidste.

Udstillingen varer frem til 17. september

Foto: Torben Petersen, udlånt af ARKEN

Ordforklaring: Antropocæn. Begreb, der dækker over den geologiske betegnelse for tidsrummet fra begyndelsen af 1800-tallet til i dag.

Kilde: magasinet Beton, artikel skrevet af Kim Sejr