Confac fordobler kapaciteten og skaber 50 nye jobs

Betonelementfabrikken i Randers gør klar til ti-års-jubilæum med første spadestik til en fordobling af produktionskapaciteten

- Faktisk har vi indtil nu kørt på halv kraft, for fabrikken er fra starten designet med henblik på en fordobling af produktionsanlægget, og med udvidelsen realiserer vi en strategisk principbeslutning, der indgik i vores oprindelige vision for virksomhedens udvikling.

Det er administrerende direktør og medstifter Erling Holm fra Confac A/S, der med et tilbageblik sætter fremtiden på agendaen og gør klar til en markant udvidelse af virksomhedens element-fabrik i Randers.

- Da vi for 10 år siden satte os som mål at opbygge en virksomhed, der gik helt nye veje med nye produktionsmetoder og en klar produktstrategi, udvikling af kunde-partnerskaber, fysisk indretning og udbredt medarbejdereje, besluttede vi samtidig at forberede vores fabrik til senere udvidelse.

- Siden har vores virksomhedskoncept både gennem byggeriets krisetider og i de sidste års højkonjunktur vist sig såvel levedygtigt som særdeles konkurrencedygtig, og vi har gennem en lang periode udnyttet vores aktuelle kapacitet fuldt ud.

- På den baggrund har udvidelsen været længe i støbeskeen, og vi glæder os til i foråret 2018 at fejre ti-års-jubilæum med indvielse af et nyt produktionsanlæg, der fordobler virksomhedens kapacitet, fortsætter Erling Holm og sætter Confac’s udvikling som selvfinansieret producent af betonelementer i relief:

Rettidig omhu

- I 2015 købte vi sammen med medarbejderne virksomhedens eneste - og midlertidige - eksterne investor, IndustriUdvikling, ud af virksomheden, sidste år overtog vi som led i vores langsigtede ’selvstændigheds-strategi’ bygninger og grundstykker af det ejendomsselskab, vi hidtil havde lejet os ind hos, og i dag er vi klar til som herrer i eget hus at rykke op på næste niveau i vores udvikling. 

- Dermed er vi for alvor tilbage på sporet i vores oprindelige strategiske afsæt med ultimativ økonomisk uafhængighed, et stærkt økonomisk beredskab, fortsat grobund for vækst og et stærkt afsæt for yderligere optimering af produktiviteten, konkluderer Erling Holm, der ser beslutningen om Confac’s udvidelse som udtryk for rettidig omhu og understreger, at fordoblingen af virksomhedens produktionsapparat sker uafhængigt af den aktuelle højkonjunktur.

- Den voldsomme, aktuelle efterspørgsel i markedet svækker selvfølgelig ikke grundlaget for vores beslutning, men udvidelsen bunder først og fremmest i et ønske om på et attraktivt økonomisk niveau at realisere den oprindelige skitse, hvor vi med henblik på at udnytte fabrikkens fulde potentiale går fra halv kraft til fuld kraft.

50 nye medarbejdere

- Samtidig ser vi naturligvis også udvidelsen som et redskab til at sikre et match mellem vores produktion og den stadig stigende efterspørgslen fra vores faste kunder, som vi gerne vil sikre en optimal service, ligesom vi med udvidelsen får gode muligheder for som spydspids at gå forrest i udviklingen af nye kvalitetsprodukter, der både i bredden og i dybden komplementerer vores nuværende, skarptskårne produktpalet. 

- Endelig skaber udvidelsen mulighed for at skærpe Confac’s profil i lokalsamfundet gennem ansættelse af ca. 50 nye medarbejdere samt øgede udfordringer og forbedrede forhold både for nuværende medarbejdere og kommende medarbejdere, slutter Erling Holm.