Bygninger med historie nomineret til In-situ Prisen

Tre af de fire nominerede byggerier til Fabriksbetonforeningens In-situ Pris er opført på steder, der rummer hver sin spændende bid af Danmarkshistorien

Den verdensberømte danske arkitekt, Bjarke Ingels, er nomineret til In-situ Prisen, der uddeles af Fabriksbetonforeningen i Dansk Byggeri, for at have transformeret Tirpitz-bunkeren, der blev opført af besættelsesmagten under anden verdenskrig, til Museumscenter Blåvand. Lundgaard & Tranberg Arkitekter løber med hele to nomineringer for Axel Towers og Kvæsthusmolen. Axel Towers ligger i hjertet af København, hvor det tidligere forlystelsestempel National Scala, senere stormagasinet Anva og senest Scala med restauranter, biograf, diskotek og butikker lå. Mens Kvæsthusmolen ved Skuespilhuset i Indre København tidligere var trafikknudepunkt for passager- og godstransport til de store danske havnebyer og nu er blevet til et rekreativt byrum for københavnerne. Alle tre nomineringer af byggerier på historiske steder.

Den fjerde nominering går til Faunapassagebroen ved Dyrehaven i Silkeborg, hvor skovens dyr bærer på historier generationer tilbage.

Ekstraordinært stærkt felt

Historierne bag byggerierne er dog slet ikke i spil, når kandidaterne skal vurderes. Så er det brugen af beton støbt på stedet (in-situ = på stedet), der tæller. Om årets nomineringer siger Søren Holm Christensen, formand for Fabriksbetonforeningen:

-I år var der et ekstraordinært stærkt felt af kandidater indstillet til In-situ Prisen. Der var mange projekter, der bød på spændende udnyttelse af betonens enestående formbarhed. De mange gode kandidater har betydet, at det har været en særlig stor udfordring at udpege de nominerede. Resultatet er, at alle årets nominerede kandidater på hver deres måde viser fantastiske unikke løsninger med in-situ støbt beton.

Bjarke Ingels om det nominerede museum

Museumscenter Blåvand er nomineret til In-situ Prisen 2017 for udnyttelsen af betons potentiale som råt og robust materiale, der åbner museet op for publikum og passer ind i det barske Vesterhavsklima. Selv siger Bjarke Ingels om museumscenteret:

- Museet er i sin arkitektur det diametralt modsatte af Tirpitz-bunkeren. Det er integreret i landskabet som en åben oase- i skarp kontrast til bunkerens hermetiske betonklump i landskabet. Hedens stier skærer sig ind i klitten fra alle verdenshjørner for at mødes i en sunken plads, som bringer lys og luft ind i hjertet af museet. De indre rum fremstår lette og lyse med udsigt til den omkringliggende natur. Hvor bunkeren er en krigsmaskine, altafvisende overfor omgivelserne, udgør museet et imødekommende menneskeskabt landskab, der inviterer kulturlivet og naturen inden for.

Om hans brug af beton siger Bjarke Ingels: - Hvor bunkerens arkitektur understreger det tunge og hermetiske i en betonklods, har vi i museet arbejdet med at vise hvor let og svævende beton kan være. Taget svæver og åbner for dagslys, udsigt og indkik, ugeneret af bærende søjler eller høje bjælker. De bærende betonvægge åbner sig i hjørnerne og lader rummet fortsætte forbi rektanglets omkrans. Ophæng, belysning og teknik er integreret i betonfladens iboende tektonik af klamphuller og støbeskel. Betonens muligheder er sluppet fri, så de maksimerer de besøgende og udstillendes udfoldelsesmuligheder snarere end at sætte grænser eller begrænsninger.

To københavnske bygninger nomineret

Begge de københavnske byggerier er nomineret for deres unikke anvendelse af in-situ støbte konstruktioner. På Kvæsthusmolen er det den bæredygtige, rillede belægning af sort beton, der på grund af sin holdbarhed gør det muligt at lade molen være i direkte kontakt med vandet. Desuden har parkeringsanlæggets forskallingsløsninger skabt betonoverflader med et flot helhedsindtryk, hvor lysindfaldet kan spejle sig som bølger på væggene i det gennemgående atrium. Mens Axel Towers er et fantastisk bevis på, at der kan skabes unikke bygninger, når hele råhuset støbes på stedet. Bygningens bærende konstruktioner - søjler og dæk - er udelukkende in-situ støbt beton.

Faunapassagen ved Dyrehaven i Silkeborg er nomineret til In-situ Prisen 2017, da den er et fint eksempel på, hvordan en in-situ støbt betonbro kan udformes, så den både bliver funktionel og elegant tilpasset det omkringliggende landskab.

Afsløres den 30. marts

Vinderen af In-situ Prisen afsløres den 30. marts ved en prisfest i Dansk Arkitektur Center, hvor også Bæredygtig Beton Prisen og Betonelement-Prisen uddeles.