Historien mures ind i Carlsberg Byen

På Jacobsen Hus bliver facaden beklædt med de oprindelige mursten fra den historiske bygning Søndermarkshus, som lå på samme placering ud til Ny Carlsberg Vej og Pile Allé

Når murerarbejdet på en af Carlsberg Byens mest fremtrædende bygninger, Jacobsen Hus, går i gang, bliver facaden beklædt med de oprindelige mursten fra den historiske bygning Søndermarkshus, som lå på samme placering ud til Ny Carlsberg Vej og Pile Allé. Dermed bevares det oprindelige udtryk udadtil, mens bygningen indvendigt optimeres til fremtidens krav om indretning og energieffektivitet.

Fredag den 11. november lægges de første mursten på Carlsberg Byens højst beliggende bygning, Jacobsen Hus. Murstenene stammer fra det oprindelige, historiske hus og er i den mellemliggende periode blevet renset og kvalitetssikret hos firmaet Gamle Mursten i Hedehusene, så de nu kan genbruges. En tendens, der i stigende grad benyttes i både nybyggeri og restaureringer.

Indehaveren af Gamle Mursten, Claus Juul Nielsen, forklarer den øgede brug af gamle mursten således:

- Muligheden for at give et nyt byggeri patina og historik fra de gamle bygninger er både en smuk og æstetisk løsning. Ved at genbruge murstenene spares over 90 % af energiforbruget fra produktion af nye mursten, hvorfor løsningen også vidner om bygherres klima- og energibevidsthed. 2000 gamle mursten betyder 1 ton sparet CO2, hvilket er et vigtigt parameter i cirkulær byggeri og økonomi.

Det er Henning Larsen Architects, der har tegnet den smukke bygning, og ifølge partner på tegnestuen Lars Steffensen opstod ideen om at ’bygge nyt Carlsberg med gammelt Carlsberg’ i den helt tidlige skitsefase:

- Indledningsvis var vores begejstring for murstenene alene båret af de rent æstetiske kvaliteter. Udover den indbyggede tid og historie som kvalitet kunne vi med de oprindelige sten opnå en stoflig struktur og farvespil, selv de dyreste nyproducerede sten ikke indeholder. Da vi samtidig forstod de store miljømæssige kvaliteter ved brug af gamle sten blev vores begejstring kun større. Tænk - at noget, der er så flot, samtidig er så fornuftigt, fortæller Lars Steffensen.

Arbejdet med at videreføre historien i Carlsberg Byen ses ikke kun på Jacobsen Hus. Når hele Carlsberg Byen er færdig, vil 15 % af den samlede bygningsmasse bestå af eksisterende, fredede bygninger. Camilla Schou Wollny fra Carlsberg Byen, som står bag byggeriet forklarer, hvad det betyder for byen og byggeriet:

-Carlsberg Byen bygges på en historisk grund, og vi har en stor interesse i at bevare så meget af denne historie som overhovedet muligt. At få nyt og gammelt til at mødes på denne måde stiller store krav til kreativiteten hos os som udviklere og til fleksibiliteten og ekspertisen hos de relevante myndigheder. Dette er indtil videre lykkedes til alles tilfredshed og til glæde for det kommende kvarter.

Jacobsen Hus er opkaldt efter Bryggerfamilien, der grundlagde Carlsberg, og når huset står færdigt, vil det rumme en blanding af 13 boliger og tre forskellige typer erhvervslejemål i bygningens stueetage på 100-300 m2. Indvendigt er der kræset for detaljerne, og lige udenfor døren kan beboere, kunder og gæster tage et pusterum i naturskønne Søndermarken eller gå 50 meter ned af gaden, hvor den danske bryggerihistorie kan nydes i fulde drag ved de ikoniske elefanter. Huset ventes klar til indflytning medio 2017.