Bedre håndtering af byggeaffald

Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald (VHGB) udgiver nu fire nye vejledninger om byggeaffald.

Byggeaffald kan indeholde miljøfarlige stoffer, og på mange byggepladser bliver affaldet i dag ikke behand­let korrekt. Derfor udgiver Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald (VHGB) nu fire nye vejledninger om byggeaffald.

Fire nye byggeaffaldsvejledninger skal være med til at sikre bedre håndtering af byggeaffaldet end i dag. Behovet er stort – både fordi de miljøfarlige stoffer i dele af byggeaffaldet har stærkt skadelige virkninger på mennesker og miljø, og fordi bedre sortering er nødvendig, for at byggeaffal­det kan genanvendes bedre. Centerleder i VHGB Anke Oberender siger:

-Der ligger store udfordringer i at sikre en bedre håndtering af byggeaffaldet. Det er grunden til, at VHGB er etableret, og vi giver nu med de fire nye vejledninger et overblik over, hvordan bygherrer, byggebranchen og kommunerne kan håndtere byggeaffaldet korrekt.

I de nye vejledninger kan man bl.a. finde information om reglerne for byggeaffald og anvisninger til at håndtere byg­geaffaldet korrekt – før, under og efter et byggeprojekt. Der er en vejledning til hver af disse fire målgrupper: bygherrer, rådgivere og entreprenører i byggebranchen samt kommunerne i deres rolle som affaldsmyndighed.

Risiko for miljø- og helbredsproblemer

De miljøfarlige stoffer, som findes i ældre byggematerialer, er fx PCB, asbest, bly og kviksølv, og det kan have vidtrækkende konsekvenser, hvis byggeaffaldet ikke håndteres korrekt. Anke Oberender forklarer:

- Hvis der ikke sker korrekt sortering og håndtering ved nedrivning, er der risiko for helbredsproblemer for de mennesker, der arbejder med affaldet, og dem, som bor i bygningerne, hvor de miljøskadelige stoffer kan blive spredt i indeklimaet. Derudover er der stor risiko for, at stofferne spredes i miljøet ved efterfølgende håndtering og genanvendelse.

Nødvendigt for affaldsforebyggelsen

Indsatsen for bedre håndtering af byggeaffaldet er også helt nødvendig, hvis Danmarks strategi for affaldsfore­byggelse skal blive til virkelighed. En stor del af bygge­- og anlægsaffaldet bruges ganske vist i dag som erstatning for fx sten og grus – men kun meget lille del genanvendes eller genbru­ges direkte  til samme formål. Det er ifølge strategien for affaldsfore­byggelse spild af gode ressourcer og sænker værdien af materialerne.

Fakta:

 

Byggeaffaldet udgør omkring 35 procent af alt affald i Danmark – svarende til 4,1 mio. tons i 2014, som er det sene­ste opgjorte år. Dansk Byggeri står bag initiativet med at etablere VHGB, og finansieringen sker via tilskud fra Miljøstyrelsen, Grundejernes Investeringsfond og Realdania.