Kullegaard rådgiver på opførelse af nyt vandhus

Vordingborg skal have opført et nyt vandhus og Kullegaard er valgt til at yde arkitektrådgivning

Vordingborg skal have opført et nyt vandhus, og Kullegaard er valgt til at yde arkitektrådgivning. Vandhuset bliver et multifunktionelt idrætsbyggeri for alle typer af brugere – fra eliteudøveren til motionisten. Opgaven gennemføres som et OPS-projekt, og der er derfor fokus på fremtidssikring og totaløkonomiske løsninger.

Morten C. Henriksen er valgt som totalentreprenør til opførelsen af OPS-projektet Vandhuset i Panteren, hvor Kullegaard indgår som arkitekt i temaet. Det nye vandhus skal stå klar i efteråret 2017 og erstatte den nedslidte Iselinge Svømmehal.

Regionalt oplevelsessted

Det nye vandhus skal indgå i en større helhed for området ved indkørslen til Vordingborg, som fremadrettet skal fungere som et regionalt oplevelsessted for kultur, idræt, uddannelse og erhverv med liv året rundt. I udviklingen af projektet er det derfor centralt at fokusere på bearbejdningen omkring vandhuset, da det skal være med til at skabe en god adgang, bringe området i spil og få det til at indgå i en sammenhæng med resten af byen.

Vandhuset kommer til at inde­holde omklædningsfaciliteter, motionsrum, restaurant, konkurrencebassin på 25x25 meter med mulighed for opdeling og flytbare endevægge, familie- og børnebassin, varmtvandsbassin samt en udendørs badetønde. Derudover skal der skabes en oplevelse af, at det er nemt at trække aktiviteter ud i det fri, hvilket betyder, at udearealerne skal understøtte og formidle det aktive liv, der foregår inde i bygningerne

Plads til alle

Et af projektets mål er at give plads til brugere i alle aldre og sportsudøvere på flere niveauer. Det skal dermed fungere som et multifunktionelt vandhus og et multiprogrammeret fritidslandskab, der opfylder en bred vifte af bruger­behov på samme tid – både nu og i fremtiden. Huset skal dermed tilpasse sig skiftende behov over tid. Det gøres blandt andet ved et tæt samarbejde med brugergrupper i eliten, bredden og alt der imellem, så stedet opleves som attraktivt for alle.

Fremtidssikre løsninger

Projektet omfatter også daglig drift af bassinernes vandbehandling samt teknisk drift og vedligeholdelse af bygningerne i en 25-årig periode efter byggeriets opførelse. Der er derfor et stort fokus på langtidsholdbare løsninger og totaløkono­miske betragtninger fra projektets start, så der skabes så optimale forhold som muligt ud fra et økonomisk perspektiv både på kort og på langt sigt.

 

Fakta om projektet:

Projekt: Opførelse og teknisk drift af vandhus

Bygherre: Vordingborg Kommune

Areal: 4.873 kvm

Periode: 2016-2017

Byggesum: 68 mio. kr.

Samarbejdsform: OPS

Entreprenør: Morten C. Henriksen A/S

Arkitekt: Kullegaard A/S

Rådgivende Ingeniør: Torkil Laursen A/S