Sceneskift: Fra IT til lys

Torben Andersen er ny nordisk salgsdirektør hos Philips Lighting, hvor hans fornemmeste opgave er at positionere belysningsvirksomheden i fremtidens marked, der er under stor forandring

Hvor lys for bare få år tilbage bestod af en glødepære, så er markedet helt anderledes i dag. Her skal Torben Andersen som ny salgsdirektør sørge for, at Philips Lighting stadig indtager førerpositionen på lysmarkedet. I dag er energibesparende og intelligente løsninger fremtiden, og det tilføjer helt nye muligheder – og konkurrenter. Det betyder en hverdag med mange udfordringer og høj hastighed i stillingen som nordisk salgsdirektør, som Torben Andersen tog hul på 1. marts.

Torben Andersen har tidligere arbejdet for Microsoft og senest haft titlen som Cheif Commercial Officer hos Better Place Denmark og SMS Passcode. Han er kendt som en leder, der stærk til at udvikle kerneforretningen.

- De sidste 25 år har jeg været med til at starte nye projekter, angribe nye markeder eller lancere nye produkter. Det passer rigtig godt med Philips Lighting, der nu skal bevæge sig fra at sælge produkter til at levere totale belysningsløsninger. Min spændende opgave bliver at lave en struktur, der kan underbygge den transformation, siger Torben Andersen.

Belysning vil fremadrettet få en anden rolle end blot at lyse op. Intelligent belysning tilføjer mange ekstra muligheder, som Torben Andersen også skal tænke ind i forretningsmodellen. Når sensorer kan bruges til at pladsoptimere på kontorer og fortælle, om arbejdsgangen på fabrikken er den mest effektive, er det ikke blot pærer, der skal fokuseres på.

- Vi skal tænke i nye forretningsmodeller, og at belysning bliver en service, som folk køber. I Schiphol-lufthavnen leverer vi for eksempel lys til en fast pris de næste ti år. Det er en anden måde at lys bliver transformeret på – og en ny måde at sælge det på.

Privat er Torben Andersen gift og har to børn. Han er aktiv triatlet og gennemfører en halv ironman en gang om året.