Nordbygg – indgangen til byggemarkeder i vækst …

Der er lagt op til networking og virksomhedskontakt på Nordens største byggemesse den 5.-8. april 2016

Stockholm-messen har lagt sig i selen for at skabe et af de større tilløbsstykker for byggefolket i Norden og det nordlige Europa – i skarp konkurrence med en række nordtyske byggemesser. For det danske byggefolk kan messen være interessant, fordi man møder leverandører af produkter, løsninger og ydelser fra hele Skandinavien og fra en lang række andre lande.

Først og fremmest lokker messen med det ekspanderende byggemarked i Sverige, især i Stockholmsområdet, men også andre steder i det nordlige Europa.

– Stockholm har den højeste vækstrate i Europa lige nu. Byggesektoren i regionen er steget med 15 procent siden 2014 ifølge de seneste tal fra Eurostat. Derfor er der en stor interesse fra internationale aktører for at levere til sektoren for byggeri og ejendom, hedder det i en meddelelse fra Nordbygg-messen, der netop har lanceret programmet for messen.

– Idéen med programmet er, at handelskamrene vil invitere virksomheder fra deres hjemmemarkeder, der er interesseret i at gøre forretninger på det nordiske byggemarked. Vi vil sætte noget ekstra fokus på forretningsmuligheder i Stockholm-regionen, siger Peter Soderberg, der er projektleder hos Nordbygg.

Programmet indebærer blandt andet, at der tirsdag den 5. april holdes et halvdagsprogram med seminarer og foredrag og mulighed for personlige møder – på den måde ønsker messen at medvirke aktivt til networking og virksomhedskontakt.

Bredde og dybde

Nordbygg finder sted på lige årstal, og en opsummering af den sidste messe, der fandt sted den 1.-4. april 2014, tegner billedet af en messe med både kvalitet, bredde og dybde. Ikke mindst var messen mødested for den sektor, som svenskerne kalder ‘samhällsbyggarsektorn’, dvs. ingeniører, arkitekter, myndighedsrepræsentanter for miljøspørgsmål, infrastruktur, byudvikling mv. Hele 52.589 personer valgte i 2014 at besøge Nordens ubetinget største messe på området.

Nordbygg er en populær fagmesse, og med besøgstal på den anden side af 50.000 gæster er det den største fagmesse overhovedet i Norden. Det er oplagt, at danske virksomheder bør præsentere sig selv og deres produkter på denne messe, for behovet for produkter og løsninger af enhver art er enormt, ikke mindst i Storstockholmsområdet, som i disse år er inde i et bygge- og renoveringsboom. Danske produkter bliver altid imødeset med stor interesse fra svenskerne, som ved, at ‘Danish Design’ og ‘Made in Denmark’ altid er lig med høj kvalitet, siger Jonny Sjöberg, der repræsenterer Nordbyggmessen på det danske marked.

www.nordbygg.se