Tribuner med lang levetid

For få uger siden stod Hjørring Stadion færdigt med 600 overdækkede siddepladser med en tribune der er ekstra hårdfør

For få uger siden stod Hjørring Stadion færdigt. Byggeriet, der er udnævnt som Danmarks mest bæredygtige stadion, har fokus på langtidsholdbare løsninger, og især tribunerne, der består af beton, træ og fibercement, kan holde til lidt af hvert.

Da de tre bygherrer, Hjørring Private Realskole, VUC Nordjylland og Hjørring Kommune, sidste år skulle beskrive idéerne for det nye stadioncenter, var et af de klare ønsker at skabe en bygningsmæssig komposition med fokus på aktivitet og sportslig udfoldelse. Det skulle med andre ord være et byggeri, der kunne holde til at blive brugt – og stadigvæk fremstå flot. Det var blandt andet ud fra dette ønske, at man valgte materialerne beton og træ som de gennemgående elementer i byggeriet:

- Beton er et ekstremt taknemmeligt materiale, der nærmest bliver pænere, jo mere det slides. Det får hverken grimme ridser eller slagskader, hvilket minimerer vedligeholdelsesarbejdet og samtidig øger levetiden. Det er ret ideelt til et byggeri som dette, hvor der er stor aktivitet. Kombineret med de varmglødede træoverflader har vi fået et robust stadionbyggeri med et æstetisk flot udtryk, fortæller Lars Sønderskov, arkitekt og partner i LUMO Arkitekter, der i samarbejde med Regnbuen Arkitekter K/S i Aarhus står bag arkitekturen på Hjørring Stadioncenter.

Fibercement mod slid og sollys

Som en del af stadionbyggeriet er der opført en ny hovedtribune med omkring 600 overdækkede siddepladser. Også her er beton og træ i fokus, men for at gøre tribunen ekstra hårdfør er træ erstattet med fibercementplader under tribunens udhæng, som er et af de mest udsatte områder:

- Her er facaden specielt udsat for slid i form af menneskelig aktivitet på tribunerne, samtidig med at sollys og skyggeforhold påvirker, hvordan facaden patinerer over tid. Under udhænget vil træet patinere langsommere, da det ikke er udsat for den samme mængde sollys som de resterende træfacader, og de vil derfor fremstå i forskellige nuancer. Fibercementpladerne giver et homogent og ensartet farvemæssigt udtryk og kan klare de mange ydre påvirkninger, siger Lars Sønderskov. 

Fibercementpladerne kommer fra tag- og facadeleverandøren Cembrit. Det er pladen Cembrit Opal, der er anvendt på tribunerne, og særligt for denne er, at det er en gennemfarvet plade med høj farveægthed. Henrik Gaardsøe, Key Account Manager i Cembrit, forklarer:

- Det betyder, at pladerne bevarer deres oprindelige udtryk i mange år, og når de patinerer, sker det på en naturlig og jævn måde. De er derfor velegnede på fx stadioner, hvor UV-belastningen er høj, og hvor mange mennesker går og står.

Brandsikre materialer

Hjørring Stadion kan nu rumme op mod 4.000 tilskuere. Derfor er vedligeholdelsesfrie materialer og langtidsholdbare tribuner ikke de eneste krav, der er blevet stillet til byggeriet. Det fortæller Henrik Staun fra Lund & Staun A/S, som er totalentreprenør på projektet:

- Vi står med et byggeri, der skal rumme rigtig mange mennesker, så der er naturligvis også meget store krav til brandsikkerhed. Beton og fibercementpladerne er ubrændbare materialer, og de er derfor både valgt med henblik på praktik, æstetik og ikke mindst sikkerhed.

Hjørring Stadion er opført som et passivhus med en række bæredygtighedsaspekter fra certificeringsstandarden DGNB, hvorfor der har været fokus på at minimere udgifterne til vedligehold. Blandt byggeriets øvrige elementer fra DGNB er udnyttelse af dagslys, luftkvalitet og affaldshåndtering. 

Hjørrings nye stadioncenter stod færdigt i juli, hvor det dannede ramme for Dana Cup, Danmarks største sportsevent med over 30.000 deltagere og besøgende.