ARCHITECT@WORK kommer til København igen

ARCHITECT@WORK i København havde besøg af 1.343 gæster fra branchen i løbet af to udstillingsdage, 3.-4. juni

Den første ARCHITECT@WORK i København var en stor succes hos gæster og udstillere: 1.343 gæster fra branchen i løbet af to udstillingsdage, 96 udstillere og næsten 250 innovationer, der blev præsenteret.

- "Vi kommer igen“ konkluderede udstillerne og gæsterne efter den første messe for arkitekter, ARCHITECT@WORK, der blev afholdt i København den 3. og 4. juni 2015. 1.343 arkitekter og andre fagfolk lagde vejen forbi Forum.

Fagmessen var helt orienteret mod arkitekters behov; fokuseringen på innovation i hele byggebranchen blev vel modtaget og fik positive ord og ros med på vejen.

Gæsternes reaktioner var alt overvejende positive.

- For arkitekter er eventen ARCHITECT@WORK en rigtig god mulighed for at få opdateret sin viden om nye innovative produkter og bygningsdele, siger Søren Arildskov, Partner hos Juul Frost Arkitekter.

-Jeg var positivt overrasket over det flotte og enkle layout i udnyttelsen af Forum. Det føltes velgørende, at pladsen ikke var så intensivt udnyttet, og der var plads til ro og eftertænksomhed (med mad og drikke)” siger Troels Troelsen, Senior Partner hos Henning Larsen Architects. ”Samtidig var de enkelte bidrag tilstrækkeligt interessante og fornyende til, at man kunne opretholde interessen. Endelig er det en fin ide med indslag af forelæsninger.”

Lignende kommentarer kom fra udstillerne. For Tina Kristensen fra Troldtekt er sagen klar:

-Vi er rigtig glade for, at ARCHITECT@WORK nu endelig er kommet til Danmark. Det er et unikt og meget professionelt gennemført koncept, som er en ideel ramme for at præsentere innovation, og vi har haft to rigtig gode dage i Forum.

Ud over de 96 producenters præsentationer bød ARCHITECT@WORK på et omfattende og meget velbesøgt rammeprogram med foredrag af bl.a. 3XN, Henning Larsen Architects og baumschlager eberle. Næste års ARCHITECT@WORK Copenhagen afholdes den 25. og 26. maj i Forum i København.