Vinduesfabrikant investerer unødigt

Obbekjær Vinduer brugte 0, 25 mio. kr. på at udvikle nye vinduer for at indfri krav i det nye bygningsreglement - nu har ministeren taget ud af reglementet

I 2010 blev landets vinduesproducenter bedt om at fjerne kondens på vinduerne for at undgå råd og skimmelsvamp. Også lokale virksomheder i Sydjylland gik derfor i gang med at udvikle en ny type vindue. Næsten fem år senere har bygningsminister Rasmus Helveg Petersen nu meddelt, at der i det nye bygningsreglement – BR15 – alligevel ikke bliver stillet krav om at duggen på vores vinduer skal reduceres.

- Det er virkelig ærgerligt, at et ministerium først beder en branche forbedre deres produkter, og når de så har brugt tid og penge på det, så trækker ministeren i land. Det er en streg i regningen både for vores lokale virksomheder og for forbrugerne, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, og uddyber:

- De nye krav skulle være med til at forhindre, at vinduerne danner kondensvand og dugger, så boligejerne ikke skal tørre vand op i vinduesrammen, og det kan være med til at forebygge råd i vinduesrammen og skimmelsvamp. Det er kedeligt, at ministeren ikke er mere ambitiøs på forbrugernes vegne, men går efter laveste fællesnævner.

I Sydjylland har blandt andet virksomheden Obbekjær Vinduer i Ribe sidste år brugt 250.000 kroner på at udvikle nye vinduer med højere overfladetemperatur og købe nyt værktøj. I dag ærgrer virksomheden med 25 ansatte sig.

- Vi har gjort klar til den nye vinduestype i flere år, og nu føler vi os i den grad snydt. Det samme bør de danske forbrugere gøre, for ministeren har på deres vegne sagt nej tak til dugfrie vinduer, siger direktør i Obbekjær Vinduer, Erling Jørgensen, og tilføjer:

- De kunder, der handler med os, får selvfølgelig et bedre vindue, men problemet er, at udenlandske producenter helt lovligt og i henhold til det danske bygningsreglement nu kan sælge vinduer af dårligere kvalitet i Danmark. Det kommer til at betyde, at danske arbejdspladser, som dem vi har her i Ribe, kommer til at rykke til fx Polen. Det taber både danske virksomheder og danske forbrugere på.

Obbekjær Vinduer og andre virksomheder er med rette skuffede, mener Dansk Byggeri.

- Det her er en sag, som de lokale folketingspolitikere i Sydjylland bør tage op med ministeren og kæmpe både de lokale virksomheders og forbrugernes sag, siger Torben Liborius.

Læs også:

Kritik: minister giver køb på vindueskrav