Kritik: minister giver køb på vindueskrav

Vidnuesproducenterne vrede over, at bygningsminister Rasmuse Helveg Petersen fjerner krav i bygningsreglementet som der er investeret i at opfylde

Der er vrede hos vinduesproducenter, der i tillid til en dialog med Energistyrelsen har investeret i udvikling af moderne komfort og indeklimavenlige vinduer. Vreden er rettet mod klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen, der med et pennestrøg fjerner de krav, der allerede var i bygningsreglementet – og som skulle have været skærpet i 2015. Et knæfald for de produkter, der ikke lever op til kravene, siger Dansk Byggeri

- Ministeren har tilsyneladende mistet udsynet bag ”de duggede ruder”. Hele den hjemligt producerende vinduesbranche er nemlig i dag i stand til at lave moderne komfortvinduer uden indvendig kondens, som styrelsen i ministeriet forlangte i 2010. Den indsats hælder ministeren ned af brættet ved ikke at indføje kravene i det nye bygningsreglement. Det er et utiltalende knæfald for dem, som har sovet i timen og ikke har leveret varen, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.

Beskeden var ellers klar til vinduesbranchen tilbage i 2010. Skimmelsvamp og rådangreb som følge af kondens på ruderne skulle elimineres, og der blev sat specifikke krav om højere overfladetemperaturer til vinduer. Samtidig blev branchen gjort bekendt med, at styrelsen agtede at stramme kravene yderligere i det bygningsreglement, der skulle fornyes i 2015. Det reglement er nu på trapperne og sendt i høring – men helt uden krav til overfladetemperatur.

- Det er ikke i orden at stille en hel branche i udsigt, at de aftalte krav vil blive skrevet ind i det kommende bygningsreglement i skærpet form. Vi taler om danske vinduesproducenter, der producerer i Danmark, og som har fået opbygget kompetencer og udviklet vinduer, der matcher de forventede krav. Og ud fra den klare forventning at ministeren ville fastholde, hvad der tidligere var meldt ud. Det er useriøst at fløjte kampen af, lige før bolden passerer målstregen, siger Michael H. Nielsen.

Energistyrelsen har erkendt, at det bratte omsving er kommet, efter at Danmarks største vindueskoncern, VKR, har rettet henvendelse til ministeren. Velfac, der hører under VKR, fastholder nemlig et produkt, Velfac 200, på markedet, og dette produkt lever ikke op til de skærpede krav.

- Ministeren har med andre ord valgt at tilsidesætte moderne komfort og indeklimahensyn, som ellers har stået markant tydeligt i det forberedende arbejde til stramningerne af bygningsreglementet. Vi troede, at Danmark skulle være kendt som et innovativt foregangsland, når det gælder energieffektivitet og grøn omstilling. Det var i hvert fald det, mange vinduesproducenter havde forberedt sig på. De sidder nu tilbage med en dårlig smag og udviklingsomkostninger, der tilsyneladende er fejldisponeret, siger Michael H. Nielsen.