Talent når nye taghøjder ved DM i Skills

Sebastian Skjødt fra H N Tagentreprise blev kåret til Danmarks bedste tagdækkerlærling 2015 ved DM i Skills

For Sebastian Skjødt fra H N Tagentreprise blev anden gang lykkens gang, da han i weekenden blev kåret til Danmarks bedste tagdækkerlærling 2015. Efter en spændende dyst med masser af udfordring vandt Sebastian ikke bare DM-titlen, men også Arbejdsmiljøprisen, da landets erhvervsskoler d. 8.-10. januar afholdt DM i Skills.

I slutningen af sidste uge, d. 8.-10. januar, blev DM i Skills afholdt. Det største event for landets erhvervsskoler samlede de dygtigste elever og lærlinge fra erhvervsuddannelserne og kårede de nye Danmarksmestre for 2015.

Blandt deltagerne i tagdækkerdisciplinen var Sebastian Skjødt fra H N Tagentreprise i Helsingør. Konkurrencen var hård, men ikke mere end hvad Sebastian kunne klare. Han endte nemlig som den nye Danmarksmester i tagdækning.

- Det er virkelig fedt. Det var jo det, jeg havde håbet på, men nu da det er sket, er det helt surrealistisk. Min familie og en masse venner var taget ud for at se konkurrencen, så det var rigtig fedt at vinde, når de var der.

Dobbelt vinder
Ud over prisen som Danmarksmester fik Sebastian også for andet år i træk Arbejdsmiljøprisen blandt tagdækkerne, som går til den deltager, der udfører arbejdet på den sikreste og mest hensigtsmæssige måde.

- Det er en stor sejr på det personlige plan. Rent fagligt ændrer det ikke så meget, for jeg er jo stadig den samme mand, som laver det samme arbejde som før. Men det er da et kæmpe klap på skulderen, siger Sebastian om de to priser.

Stor stolthed i firmaet
Hos H N Tagentreprise er de stolte over, at Sebastian repræsenterer firmaet:
- Det betyder meget for os, at Sebastian er med, og at han ender med at vinde det hele. Det har han fortjent. Han er dygtig, og så viser det jo også, at vi har lært ham noget af det rigtige, siger Helmer Johansen fra H N Tagentreprise.

DM i Skills tiltrak i år 68.000 besøgende til Bella Center. Langt de fleste var fra sjællandske folkeskoler, som kom for at opleve, hvordan håndværk ser ud, når det er bedst.

- DM i Skills er en rigtig spændende begivenhed, og det beviser, at vi har en masse virkeligt dygtige unge mennesker inden for de forskellige håndværk. Samtidig er det en god mulighed for landets folkeskoleelever, så de kan se, at man sagtens kan få en god uddannelse og et fedt job, uden at man skal tage 8-10 år på skolebænken efter folkeskolen, siger Helmer Johansen.

Tæt Tag til Skills
H N Tagentreprise er en del af de autoriserede Tæt Tag entreprenører, som arbejder med Derbigum tagpap, der forhandles af Eurotag. Eurotag er igen i år sponsor på DM i Tagdækning og leverer materialet DERBIPURE til en af delopgaverne.

- Hos Eurotag vægter vi alsidigheden utrolig højt, og derfor er det godt at se de dygtige unge mennesker kaste sig over alle de forskellige opgaver med så stor koncentration. Men det varmer selvfølgelig lidt ekstra, når en af vores samarbejdspartnere løber med trofæet som Danmarks dygtigste tagdækker, siger Jens Bjerre, konsulent hos Eurotag.

- Uddannelse er en af vores helt store kæpheste, og vi lægger selv stor vægt på både at uddanne og efteruddanne folk, så de har de bedste forudsætninger for at gøre et godt stykke arbejde. Det er fantastisk, at erhvervsskolerne har taget initiativ til en konkurrence som DM i Skills, og det kan vi kun bakke 100 pct. op om, slutter Jens Bjerre.

Foto: Sebastian Skjødt under konkurrencen for tagdækkere