Lagerhaller sluger store mængder energi

Der kan være store besparelser at hente ved at energirenovere lagerfaciliteter, viser effekten af konkret renovering hos Danske Fragtmænd

Danske Fragtmænd har sparet 1.8 mio. kr. på energiregningen efter et partnerskab med energispecialisten Schneider Electric, der har gennemgået en energirenovering af et stort transitlager i Høje Taastrup.

Der kan være store besparelser at hente ved at energirenovere lagerfaciliteter. Det ved transportgiganten Danske Fragtmænd, der har optimeret energiforbruget på et stort transitlager i Høje Taastrup, hvor firmaets godstransport mellem Hovedstaden og Jylland, Fyn og Sjælland går igennem. Energiprojektet er lavet i et partnerskab med Schneider Electric, og på tre år er der skåret i alt 1,8 mio. kr. af energiregningen. Samtidig spares miljøet for 580 tons CO2 via en række energitiltag med varig effekt. Projektet viser, at der ligger et stort besparelsespotentiale i lagerfaciliteter.

- Vi oplever tit, at lagerfaciliteter med stor fordel kan energirenoveres og udløse store varige besparelser. - Alligevel overses lagerhaller ofte til fordel for andre bygninger, hvor kravene til indeklima og komfort er mere udtalte, siger projektleder Toni Jönsson fra Buildings Business i Schneider Electric Danmark.

Danske Fragtmænd råder over 1.600 lastbiler, som hvert år distribuerer mere end 9 mio. forsendelser til kunder i hele Danmark. Det stiller store krav til lagerkapacitet, og Danske Fragtmænd valgte at fokusere energiindsatsen i deres store lagerfaciliteter. Nu høster fragtfirmaet nu energifrugterne.

- Vi har frem for alt opnået markante el besparelser på belysning og ventilation og derigennem finansieret en teknisk ajourføring af vores faciliteter i Høje Taastrup, der udgør et vigtigt knudepunkt for vores godstransport, siger teknisk chef John Steinmejer, Danske Fragtmænd.

Energiprojektet omfatter renovering af belysning, ventilation, CTS- anlæg samt online driftsstyring med alarmfunktioner via et webhotel, som bl.a. begrænser udgiften til egne servere og service.