NCC igangsætter byggeri af 150 lejligheder

Med en ordre på 230 mio. kr. går NCC nu i gang med byggeriet af 150 lejligheder på den nye Frederiks Plads i Aarhus

NCC har indgået aftale med ejendoms- og projektudviklingsselskabet Bricks om at bygge 150 to- og treværelses-lejligheder i et område, som vil udvikle sig til en ny central bydel, der vil binde midtbyen sammen med havnen.

- Det er et byggeri, vi virkelig ser frem til at tage hul på. Vi har opført flere markante byggerier både i midtbyen og på den nye havnefront, så vi vil glæde os til at se den synergi, Frederiks Plads vil tilføre,” siger direktør Palle Bjerre Rasmussen, NCC Construction.

Ideen bag Frederiks Plads er at skabe en nyt rum i byen og dermed bidrage til udviklingen af byen.

Frederiks Plads vil med sine markante byggerier skabe dynamik og sammenhæng med centrum i Aarhus, og en flot skyline skal spille godt sammen med områdets øvrige bebyggelse.

- Det er spændende år for Aarhus, hvor byen udvikler sig og finder en ny form. Som altid når man arbejder med byudvikling er det vigtigt, at nye projekter balancerer med den eksisterende by. Det er netop tankegangen bag Frederiks Plads,” siger Palle Bjerre Rasmussen.

Selve pladsen mellem bygningerne har forudsætningerne for at blive byens nye mødested. Den vil være delt op i mindre ’øer’, hvor mennesker kan mødes, tage en hyggestund, gå på cafe og nyde stemningen året rundt. Den centrale beliggenhed tæt på Banegården, Rutebilstationen og den kommende letbane gør det let at komme til og fra Frederiks Plads, bilen kan parkeres i det underjordiske p-anlæg, og på cykel kommer man hurtigt videre ud i byen.

Lejlighederne forventes at stå klar til indflytning sommeren 2016.