Danmark i begyndende opsving

Pæne nøgletal, der bl.a. viser økonomisk vækst på 0,9 procent i første kvartal 2014 indikerer samlet vækst på 1,5 procent i 2014 og 2 procent i 2015

Nu er det her. Opsvinget. Det fremgår af Danske Bank´s seneste prognose for dansk økonomi oven på den økonomiske redegørelse i maj fra regeringen, der havde samme vurdering.

- Dansk økonomi er kommet godt fra start i det nye år og voksede med 0,9 pct. i 1. kvartal. Pæne nøgletal i 2. kvartal indikerer, at fremgangen vil fortsætte, og vi tør nu godt kalde det et egentligt opsving, skriver cheføkonom Steen Bocian i analysen.

Skønnet for væksten er uændret i forhold til den tidligere prognose fra marts. Der skønnes en vækst i BNP på 1,5 pct. i år stigende til 2,0 pct. næste år.

Banken skønner, at væksten i år vil være drevet af en kombination af privat forbrug og eksport.

- Især det private forbrug kan overraske positivt, da forbrugertilliden ikke har været højere siden januar 2007 og stort set ikke har været højere selv i gode tider, fremhæves det.

Skønnet for privatforbruget er opjusteret. Der ventes en vækst i år på 1,6 pct. og 1,7 pct. i 2015. Det skal sammenholdes med bankens skøn i marts på 1,1 pct. og 1,5 pct.

En af de positive overraskelser i dansk økonomi er, at beskæftigelsen klarer sig bedre end ventet.

- I løbet af 2013 steg den samlede beskæftigelse med 23.000 personer, selvom væksten var beskeden. I 1. kvartal i år steg den samlede beskæftigelse med 7000, hvilket var over forventning, skriver Steen Bocian.

Han venter, at der fra slutningen af 2013 og frem til slutningen af 2015 vil komme 25.000 flere i beskæftigelse.Bruttoledigheden venter han falder til 132.000 i år og 123.000 året efter. I marts lød skønnet på henholdsvis 145.000 og 140.000.

- Selvom lønstigningstakterne er små, betyder den lave inflation, at reallønnen vokser, fremhæver han videre.

Skønnet for inflationen er også sænket i forhold til marts-prognosen og lyder nu på 0,7 pct. i år og 1,4 pct. næste år. I marts var skønnet 1,0 og 1,5 pct.

Regeringens Økonomiske Redegørelse fra maj gjorde også opmærksom på, at tallene begyndte at pege i den rigtige retning:

- Der er efterhånden mange tegn på, at væksten er vendt tilbage i dansk økonomi. Produktionen stiger i store dele af den private sektor, virksomheder og husholdninger ser positivt på fremtiden, og der er sket en tydelig bedring på arbejdsmarkedet. Der var i gennemsnit 10.000 personer flere beskæftigede i 2013 end året før, mens fremgangen i løbet af året var på 22.000 personer. Det skyldes helt overvejende jobskabelse i den private sektor. Den højere beskæftigelse afspejler sig i ledigheden, som er faldet til det laveste niveau i fire år, hed det i redegørelsen og om de konkrete vækstal hed det videre:

- Grundlaget for fremgang i dansk økonomi er generelt blevet stærkere, og væksten i BNP ventes at tiltage til knap 1½ pct. i 2014 og 2 pct. i 2015. Arbejdsmarkedet styrkes yderligere, og beskæftigelsen ventes at stige med 16-17.000 personer om året.