Kundespecifikke elevatorer og lifte

CJ Montage ApS, Smede- og maskinværksted er såvel specialist i fremstilling af kundespecifikke løfteplatforme som generalist i service

Der sker noget med en virksomhed, der i 43 år har udført smede- og maskinopgaver. Man bliver rigtig god til sit fag med oparbejdet viden og erfaring, bl.a. inden for hydraulik og andre drivsystemer, og det har virksomheden CJ Montage ApS omsat til en specialviden, når det gælder fremstilling og montage af skræddersyede elevatorer og lifte. Samtidig med, at virksomheden servicerer og reparerer alle elevator-typer. Og her menes alle.

- Der er mange, der tænker, hvordan vi kan være så dygtige til at udføre service og montage, når der er så mange forskellige produkter og elevatortyper, men det kommer af vores historie og vores erfaring, fordi vi gennem tiderne har repareret stort set alle typer maskiner og anlæg. Og eneste forklaring herpå er såmænd mange års erfaring, uddannelse og dygtighed, siger Lars Martin, direktør i CJ Montage ApS.

- Vi har et meget stort udvalg inden for person- og godselevation og udfører såvel individuelle løsninger som standardløsninger. Så man kan vel sige, at vi er i stand til at gå i både dybden såvel som i bredden. At vi lægger vægt på den faglige kvalitet hersker der i hvert fald ikke nogen tvivl om – af samme grund er vi ISO 9001-certificeret for at kunne dokumentere vores kvalitetsniveau, siger Lars Martin. Det tiltaler tilsyneladende markedet for referenceliste omfatter bl.a. Rambøll, Dyrup, Lauritz.com, Scandlines, ZOO, Mærsk og mange flere.

Samarbejde om personlift

Af nye tiltag har virksomheden senest startet et samarbejde med Aritco, en svensk producent af platformelevatorer.
- Med Aritco har vi mulighed for at kunne levere en personlift, som er et rigtigt godt alternativ til en elevator. De har formået at fremstille et super produkt uden støj, stor komfort og glas efter eget valg. De findes i mange størrelser, med og uden inderkabine, samt automatisk kørsel. Desuden behøver den ikke maskinrum, da det er integreret i liften, fortæller Lars Martin.

Som noget nyt kan man selv designe sin platformselevator: skal der glas i, skal gulvet være specielt eller skal den have en bestemt farve. Der er således hele 217 farver at vælge imellem – måske guldfarvet eller neongrøn? Hvordan skal gulvet være, hvordan skal lyset opføre sig, skal dørene være forskellige? Det kan gøres med en app, der giver mulighed for at vælge miljø (skal platformselevatoren ses i eksempelvis køkken eller stue).

Lys og mønstre

- Aritco har i samarbejde med en kendt lysarkitekt Kai Piippo udviklet nogle helt fantastiske lysoplevelser i deres lifte. De kan fås med forskellige mønstre og egne designede mønstre eller billeder – hvis for eksempel liften skal passe ind i et bestemt miljø, kan der sættes billeder på skaktelementerne, siger Lars Martin og tilføjer:
- Aritcos platformselevator kører med et patenteret spindelmaskineri, som gør dem yderst solide og komfortable. Spindeldriften er også billig i drift. Den bruger minimalt strøm og er samtidig meget robust, fremhæver Lars Martin.

www.cj-montage.dk

www.aritco.com

Foto: Et eksempel på at en platformselevator kan integreres perfekt i et rum, så den forekommer usynli. Som det ses er udgang fra elevator og siderne på konstruktionen dekoreret, så den falder sammen med det øvrige interiør.