Lindab samler sin salgsorganisation

Lindab-koncernen samler på alle markeder sine to divisioner, Profil og Ventilation, i én fokuseret salgsorganisation.
Tekst: 

Lindab-koncernen samler på alle markeder sine to divisioner, Profil og Ventilation, i én fokuseret salgsorganisation. Det sker for at imødekomme kundernes behov i endnu højere grad, skriver virksomheden i en meddelelse.

- Sammenlægningen er en klar styrkelse af Lindab, hvor vi bliver i stand til at servicere vores kunder langt bedre end tidligere. Vi tager det bedste fra begge organisationer, som har haft overlappende berøringsflader med kunder, leverandører og samarbejdspartnere, og gør det endnu bedre i ét samlet Lindab.

Sådan siger Mette Brøndum, der er nyudnævnt direktør for Lindab A/S i Danmark.
 

Den svenske Lindab-koncern offentliggjorde i går en ny organisationsstruktur på alle markeder, som betyder at de to divisioner Lindab Profil, der sælger komponenter og byggesystemer, og Lindab Ventilation, der leverer komponenter og systemløsninger til ventilationsbranchen, lægges sammen i en salgsenhed.

- Lindab-koncernen bliver med ændringen en langt mere salgsorienteret virksomhed, hvor de enkelte landeafdelinger skal koncentrere sig om kunder, salg og markedsføring. Det betyder, at der, hvor det giver mening, kan vi lave fællesaftaler med vores kunder. Samtidig kan vi bringe deres input tilbage til produktionen, så vi kan imødekomme behov og efterspørgsel bedre,  forklarer Mette Brøndum. Hun har været ansat i koncernen siden 1997 og var fra juli 2011 indtil i går direktør for Lindab Profil.

Produktionen lægges ud i en særkilt organisation, hvor der vil blive et fælles ansvar for Profil-fabrikken i Jels og Ventilations-fabrikken i Haderslev, som kun ligger 20 minutters kørsel fra hinanden.

Fladere organisation

- Det er vigtigt at understrege, at der er tale om en strukturel ændring for at skabe ét, samlet Lindab, så vi kan blive bedre og hurtigere til at eksekvere. Derfor har vi brug for en ny og fladere organisation for at få tættere kundekontakt, større synergieffekter og kortere beslutnings-processer. Det betyder på ingen måde, at vi skruer ned for vores ambitioner. Derfor er der heller ikke planer om at reducere antallet af medarbejdere, men vores mål er at skabe en ny og stærkere organisation, siger Mette Brøndum, der ud over Danmark også får ansvar for markederne i Storbritannien, Irland, Belgien og Holland.                                                     
Lindab i Danmark beskæftiger i alt 370 medarbejdere.

 

Fakta om Lindab:
• Lindab er en international koncern, som udvikler, fremstiller og markedsfører systemløsninger og produkter i tyndpladestål inden for forretningsområderne Ventilation og Profil.
• Forretningsområdet Profil koncentrerer sig om byggeindustrien og omfatter et bredt udvalg af byggekomponenter og komplette byggesystemer i stål til private boliger såvel som industri- og landbrugsbyggeri.
• Forretningsområdet Ventilation leverer komponenter og systemløsninger til ventilationsbranchen og tilbyder komplette indeklimaløsninger til bolig og erhverv.
• Lindab-koncernen beskæftiger cirka 4.300 medarbejdere i 31 lande, heraf 370 medarbejdere i Danmark.