Årets betonpris går til lektor

Civilingeniør, lic. techn. Finn Bach, direktør for Dansk Konstruktions- og Betoninstitut og lektor på Kunstakademiets Arkitektskole modtager Betonprisen 2013

Civilingeniør, lic. techn. Finn Bach, direktør for Dansk Konstruktions- og Betoninstitut og lektor på Kunstakademiets Arkitektskole, tildeles Betonprisen 2013. Prisen uddeles af Dansk Betonforening og overrækkes til Finn Bach på Bæredygtig Beton Konferencen den 19. marts.

Når mange danske arkitekter i dag ser beton som deres foretrukne byggemateriale, skyldes det ikke mindst årets prismodtager af Betonprisen, civilingeniør, lic. techn. Finn Bach. Siden 1979 har han undervist de kommende arkitekter på Kunstakademiets Arkitektskole i betonens muligheder og med succes brugt sin baggrund som civilingeniør til at formidle de konstruktionstekniske fortrin i kombination med betons æstetiske egenskaber.

Også landets ingeniører har Finn Bach haft fingrene i. Omkring 20.000 byggefolk har været på kurser som Finn Bach enten har ledet eller tilrettelagt i sin egenskab af direktør for Dansk Konstruktions- og Betoninstitut – DKBI A/S. Alt i alt gør det Finn Bach til en oplagt modtager af Betonprisen, fortæller priskomiteen under Dansk Betonforening.

- Den samlede indsats af Finn Bachs virke kan næppe undervurderes. Den danske bygge- og anlægsbranche havde stået langt svagere uden hans utrættelige indsats. Derfor fortjener Finn Bach at modtage Betonprisen, siger medlem af priskomiteen Christian Munch-Petersen, partner i Emcon A/S.

Finn Bach blev uddannet civilingeniør i byggeri på DTH – nu DTU – i 1971 og fik licentiatgraden i 1975.