Antallet af udbudte boliger falder

BRFkredit forventer fortsat stabilering af boligmarked med svagt stigende priser på både huse og ejerlejligheder

Boligudbuddet falder for alle ejendomskategorier, det viser nye tal fra Realkreditrådet her til morgen. Aktuelt er der således 56.994 ejerboliger med et til salg-skilt påklistret stuevinduet. Det er således 6.295 færre boliger end for et år siden, hvilket svarer til et fald på 9,9 pct. i boligudbuddet.

-  Udviklingen skyldes to ting, dels at mange er afventende i forhold til at sælge deres bolig og dermed venter med at sætte til salg til bedre tider, dels at der rent faktisk bliver solgt flere boliger. Specielt har der været godt gang i ejerlejlighederne det sidste års tid, og kombineres det med, at folk er tilbageholdende med at sælge, og at der rent faktisk sker flere slag, så påvirker det lageret af boliger, siger Mikkel Høegh, chefanalytiker, Presse- og Økonomisk Sekretariat, BRFkredit.

At det netop er lejlighederne, der giver anledning til det store fald i boligudbuddet fremgår af statistikken. Der er således sket et fald på hele 24,2 pct. af antallet af ejerlejligheder til salg det seneste år. Tilsvarende er antallet af parcelhuse faldet med 9,2 pct., og udbuddet af sommerhuse er faldet med 1,2 pct. Alt i alt bevirker det, at der aktuelt 39.342 parcel- og rækkehuse, 6.798 ejerlejligheder og 10.854 sommerhuse til salg. Hen over januar måned faldt det samlede boligudbud med 636 boliger. Det svarer til et fald på 1,1 pct.

- Uanset hvordan man vender og drejer det, er det positivt for boligmarkedet, at udbuddet falder. Et lavere udbud er med til at holde hånden over priserne. Herudover skal det ikke undervurderes, at vi aktuelt oplever et stigende antal ejerskiftesager. Det er som sagt især ejerlejlighederne, der i øjeblikket omsættes. Historisk har det været sådan, at ejerlejlighedsmarkedet har været motoren for at få boligmarkedet i gang. Det har vi en forventning om, vil ske igen, hvorfor vi hæfter os ved, at udbudspriserne på ejerlejligheder er stigende, hvilket er et udtryk for, at ejendomsmæglerne vurderer, at de kan få mere for ejerlejlighederne. Set over det seneste år har ejerlejlighedernes reelle handelspris da også været stigende, og ejerlejligheder udbydes således til en pris, der er 5 pct. højere end for 12 måneder siden. Tilsvarend udbydes ejerlejligheder i København til en pris, der er 13 pct. højere end i fjor, anfører Mikkel Høegh .....

Parcelhusene udbydes fortsat til lavere pris på landsplan, hvorfor udbudspriserne er faldet med 2,5 pct. set over det seneste år. Også her er der imidlertid store geografiske forskelle, idet man eksempelvis i Københavns omegn finder, at udbudspriserne er steget med 1,2 pct. over de sidste 12 måneder. 

- Vi har en forventning om, at de positive takter på boligmarkedet i og omkring hovedstaden langsomt vil sprede sig som ringe i vandet. Det betyder ikke, at der er lagt op til en større friværdifest, men det betyder, at boligmarkedet er inde i en stabiliserende fase, der vil fortsætte. Vi har således forventninger om, at boligpriserne vil stige i gennemsnit på landsplan med 1 pct. Ejerlejlighederne vil stige med op til 3 pct., mens sommerhusene vil ligge helt faldt, siger Mikkel Høegh