Dansk test af solcelle-tagpap

EU støtter udviklingen af PV-Gum, som Eurotag Danmark A/S skal montere på Dansk Supermarkeds store centrallager i Højbjerg

Tagpap med integreret solfilm, som producerer strøm, er ikke fremtid, men virkelighed i flere europæiske lande. Nu hopper også Danmark med på vognen. Eurotag Danmark A/S, som forhandler belgiske Derbigum’s tagpap-produkter, får del i en EU-støtte på 6,4 mia. euro til at teste produktet PV-Gum.

- Vi ser frem til at skulle levere et PV-Gum-testtag i Danmark i 2013. Pilotprojektet bliver Dansk Supermarkeds centrallager i Højbjerg, og vi er sikre på, at denne økonomisk fornuftige og effektive tagtype vil komme til at tegne fremtiden. I lande som Frankrig, Benelux-landene og Italien er man allerede godt i gang, og udviklingen går mod lavere priser og højere effektivitet, bæredygtighed, miljø- og energirigtighed, siger Peter Kranz, adm. direktør for Eurotag Danmark A/S.

Ni pilot-partnere

Til en lav kostpris har Derbigum udviklet PV-Gum, som er en tagmembran med fuldt integrerede solceller i en tynd og fleksibel silicone-film. Den støttede produktudvikling kører over en treårig periode med spændende pilotprojekter og stor bevågenhed i Europa. Ni europæiske partnere er involveret.

- Ved at designe et system med fuld integration af solcellerne i bitumen-membranen, opnår man en væsentlig reduktion af installationstiden, når et solcelletag skal realiseres. Samtidig får man en vandtæt og langtidsholdbar tagløsning, præcist som ved de hidtil kendte tagprodukter fra Derbigum. PV-Gum vejer ikke mere end en almindelig tagpap, så den kan uden videre installeres på alle fladtagskonstruktioner. Desuden er den usynlig, sammenlignet med de kendte krystallinske solcelle-anlæg, og skæmmer således ikke bygningens æstetik, fremhæver Peter Krantz.

Prisen vil falde

Produktet ventes at komme på markedet i løbet af 2013-2014. Eurotag forventer, at udviklingsarbejdet vil sænke prisen samtidig med, at energieffektiviteten forbedres.
 

Foto: Belgierne tester PV-Gum bl.a. på taget af dette messecenter i Gent. Næste år kommer Danmark med på vognen.