Ny montagemetode til solfangeranlæg

Ny montagemetode udviklet af L&H-Rørbyg reducerer installationsarbejdet med solfangeranlæg

L&H-Rørbyg har udviklet en ny montagemetode for solvarmeanlæg, hvor kernen i konceptet er at koble de enkelte paneler direkte til anlæggets hovedledninger med sadelafgreninger, som ekstrudersvejses ude på lokationen. I modsætning til tidligere, hvor man brugte præfabrikerede T-stykker.

- Problemet med de lange, præfabrikerede T-stykker er, at de er dyre og ufleksible. De kan fx ikke tilpasses de mange variationer, der altid vil være i terrænet. Nu bruger vi blot helt almindelige, lige standardrør, som tilpasses direkte på stedet. Det giver langt færre samlinger, og takket være ekstrudersvejsningen bevares rørenes isoleringsevne også langt bedre, da der kun fjernes et minimum af rørenes oprindelige fabriksopskumning, fortæller Lars Ehlern Bech fra L&H-Rørbyg.