Sønderborg skal have kunsthal til 350 mio. kr.
Sønderborg stræber efter at blive europæiske kulturhovedstad i 2017
Økonomiudvalget i Sønderborg Kommune har på mødet i aftes sagt ja til, at Havneselskabet i Sønderborg kan arbejde videre med planerne om at bygge en kunsthal til 350 mio. kr. Kommunen er klar til at give årlige driftstilskud i niveauet 10 mio. kr. fra 2013.
- Det er et enigt økonomiudvalg, som er klar til at yde driftsgaranti. For Sønderborg er projektet fantastisk, og for Sønderborgs kandidatur til at blive europæisk kulturhovedstad i 2017 bliver kunsthallen ét af de virkelig vigtige elementer i ansøgningen, siger borgmester Aase Nyegard, Sønderborg.
Tovholderen for projekt Kunsthal i Sønderborg, Bjarne Rasmussen, er meget tilfreds med den positive melding fra kommunen og fortrøstningsfuld omkring finansieringen. – I løbet af efteråret forventer jeg afklaret, om det vil lykkes at skaffe de 350 mio. kr. hos fonde og private, oplyser Bjarne Rasmussen.
Kunsthallen er en del af den samlede masterplan for udbygningen af Sønderborg Havn med parker, boliger, erhvervsejendomme, bygninger til rekreative og kulturelle formål og et hotel. Og den internationalt anerkendte arkitekt Frank Gehry har udarbejdet modellen for den kommende kunsthal, som han også selv tegner.
- Der er i Sønderborg et udtalt behov for et sted, hvor de nye medier bliver udfordret i et kunstnerisk perspektiv. Vores del af Danmark er beriget af stor teknologisk viden og initiativ, og nu er det visionen at få integreret den kunstneriske dimension som en naturlig del af dagliglivet. Vi vil nationalt og internationalt være dagsordenssættende om kunstens og teknologiens nye landvindinger. Vi vil skabe en kunsthal, hvor vi kombinerer teknologi med kunst, hvor vi skaber sammenhæng til erhvervsliv og universitet og hvor vi i høj grad udnytter de kræfter, Sønderborg allerede har, siger Bjarne Rasmussen.
Han understreger, at Sønderborg på det tekniske plan allerede opfylder de væsentlige forudsætninger med kraftcentre som Alsions Forskerpark, Syddansk Universitet og Danfoss koncernen.
- Vores mission er med andre ord kunstnerisk og teknisk at få skabt et forståelses- og tilhørsmæssigt forhold med befolkningen generelt og i særdeleshed med uddannelses- og kulturinstitutionerne i regionen, oplyser Bjarne Rasmussen.

