15 mio. kroner til forskningsprojektet Space

TrygFonden har bevilget 15 mio. kr. til forskningsprojektet ‘Space’, som over en periode på to år følger 1.350 elever fra i alt 14 skoler i Region Syddanmark

Formålet er at undersøge om og hvordan ændringer i fysiske og organisatoriske rammer kan påvirke børn og unge til at bevæge sig mere. Effekten vil blive dokumenteret ved bl.a. at teste elevernes aktivitetsniveau, kondition og styrke. ‘Space’ er et samarbejde mellem TrygFondens Forebyggelsescenter ved Syddansk Universitet, Region Syddanmark og de fem kommuner Esbjerg, Nordfyn, Sønderborg, Varde og Vejle.

Jens Troelsen

Jens Troelsen, projektleder for Space i TrygFondens Forebyggelsescenter.

- I en tid hvor andelen af fysisk aktive børn og unge er faldende, er det vigtigere end nogensinde, at vi får dokumenteret hvilke tilbud og indsatser, der rent faktisk virker. Det har vi stort fokus på i Tryg­Fondens Forebyggelsescenter, og derfor er Space-projektet og de fysiske playspots ekstremt interessante. Her får vi skabt en unik viden om, hvordan fysiske ændringer i udemiljøet påvirker unges aktivitetsniveau, og dermed kan skolernes erfaringer faktisk blive foregangseksempler ikke bare herhjemme, men for hele verden, siger Jens Troelsen, projektleder for Space i TrygFondens Forebyggelsescenter.